Tema Aarhus Letbane

Snoren er klippet: De første passagerer triller med Aarhus Letbane

Fra klokken 11 og resten af dagen er det gratis at køre fra Aarhus H til Skejby og tilbage igen.

Klokken 10.15 er snoren til Aarhus Letbane blevet klippet over, og de første passagerer kunne få lov til at indvie togene.

- Endelig. Endelig kommer den ud at køre, siger regionsrådsformand Bent Hansen, der er mødt op til åbningen for at se de første passagerer kører med toget.

Det glæder mange aarhusianere som Ingeborg Gomez, der håber, at det bliver hurtigere at komme rundt, og bilerne måske kan komme ud af byen.

- Jeg forventer, at den kører til tiden, og at vi får næste etape, så vi kan komme lidt hurtigere rundt i Aarhus. Jeg vil specielt tage den til Skejby Sygehus, siger hun.

Fra klokken 11 og resten af dagen er det gratis at køre fra Aarhus H til Skejby og tilbage igen, mens det fra fredag morgen vil koste samme billetter og priser som i Midttrafiks busser.

Letbanen fik endelig lov til at køre med passagerer onsdag aften, og det har givet tilfredse miner både hos Aarhus Letbane og Aarhus Kommune.

Det er en lettelse og stor glæde, at letbanen endelig kører, siger rådmanden for teknik og miljø i Aarhus Kommune Kristian Würtz (S).

- Det er jo meningen, at letbanen skal få den betydning for Aarhus og Østjylland, som S-togene og metroen har for vores hovedstad. Nu kan vi endelig invitere gæsterne med i togene, siger han.

Letbanen skulle først være åbnet i juni 2017, men blev forsinket til 23. september, hvor åbningen blev aflyst dagen før. Herefter blev den holdt tilbage med ukendt åbningsdato.

Det skyldes, at letbanen ikke havde de nødvendige sikkerhedsgodkendelser fra Trafikstyrelsen.

I dag kører Aarhus Letbane på betingelse af, at den på sigt lever op til en række nye sikkerhedskrav. Disse betingelser har letbanen accepteret, siger direktør for Aarhus Letbane Claus Rehfeld Moshøj.

- Det, vi skal have styr på, er hovedsagelig af redaktionel karakter. Der er ord, som skal ændres, og henvisninger som skal være mere præcise. Desuden er der enkelte uddybninger og forklaringer, der skal være styr på, forklarer han.

Letbanen har to måneder til at lave ændringerne af redaktionel karakter og otte måneder til at lave nogle uddybende beskrivelser.

- Jeg synes, at det er ret overskueligt, de vilkår, vi har fået. Det er helt normal procedure, som jeg sagde tilbage i september, siger Claus Rehfeld Moshøj.

(© DR Nyheder)

KONTAKT REDAKTIONEN

Skriv til os på P4aarhus@dr.dk. Du kan vedhæfte billeder, dokumenter eller videofiler, som du gerne vil dele med os.

Det er ikke sikkert, at DR bruger dit materiale. Det vurderer redaktionen. Når du sender materiale til os, kan DR frit offentliggøre og bruge dit indhold overalt i DR’s medier. Du vil blive krediteret.