Snyde-landmænd får konfiskeret fortjenesten

Landmænd, som producerer flere svin, end de har lov til, får nu konfiskeret deres fortjeneste og får en bøde oveni.

Landsretten har slået fast, at landmænd, der producerer flere svin end tilladt i deres miljøgodkendelse, i princippet skal miste deres fortjeneste. Nu er der en bølge af sager på vej i landets byretter. (© Colourbox)

Nu risikerer svineproducenter at miste hele fortjenesten, hvis de bliver taget i at have mange flere svin, end de har lov til.

I en ny dom har en svineproducent fra Fårvang ved Silkeborg fået konfiskeret 170.000 kroner og en bøde på 20.000 kroner, og det er specialanklager Annette Nørby fra Midt- og Vestjyllands Politi godt tilfreds med.

- Førhen fik man bare en lille bøde på 10.000 kroner, uanset hvad fortjenesten havde været, siger hun.

Bølge af sager på vej

Efter at landsretten har slået fast, at landmænd, der producerer flere svin end tilladt i deres miljøgodkendelse, i princippet skal miste deres fortjeneste, er der nu en bølge af sager på vej i landets byretter.

Sagen fra Fårvang er en af de første, der bliver afgjort i Midt- og Vestjyllands Politikreds, og her blev landmanden dømt for ulovlig overproduktion af i alt godt 6.000 smågrise gennem 3 år.

Nu kommer turen til mange andre landmænd i politikredsen.

- Vi har omkring 25 sager, der er berammet ved retterne de kommende måneder, siger Annette Nørby.

Hjælp til lovlydige landmænd

Hun mener, at dommen fra Fårvang er en hjælp til lovlydige landmænd.

- De landmænd, der lovlydigt venter på at få deres miljøgodkendelser og lader være med at gå i gang, inden den foreligger, er jo ringe stillet i forhold til dem, der bare blæser på reglerne og går i gang og har en fortjeneste i de år, siger hun.

- For mig at se må landbruget også selv være interesseret i, at alle overholder reglerne, så det bliver lige for alle, siger Annette Nørby.