- Vi tror på, at alle har noget at bidrage med, men vi ved, at ikke alle får muligheden for at vise sit værd.
Sådan lyder budskabet fra de to socialpædagoger Katrine Knudsen og Pia Stabel, der begge arbejder i et bofællesskab for udviklingshæmmede.
Derfor har de to taget initiativ til et nyt projekt kaldet "Vaskeriet", der skal være en øvebane for udviklingshæmmede, som ønsker at få et sted at arbejde.
- Vi har nogle folk, som gerne vil have en arbejdsplads, men som ikke kan få det. Men de vil og kan godt bidrage til samfundet, og derfor vil vi lave det her vaskeri, hvor der er nogle helt konkrete arbejdsopgaver - og som bliver det hyggeligste vaskeri. Når man har været her en gang, så vil man også komme igen, lyder det fra de to initativtagere.
God feedback
I et forsøg på at gøre opmærksom på projektet lavede de fredag eftermiddag en "street event" i Badstuegade i Aarhus centrum, hvor der var hængt vasketøj op i gaderne, der blev delt kage ud og der var mulighed for de forbipasserende at komme forbi og sige hej.
- Interessen har været fuldstændig overvældende. Vi har fået så god feedback. Vi har været trætte af hele tiden at snakke om, at vi ville lave en forandring - så nu gør vi det. Vi vil godt love, at det her bliver til noget, lyder det fra Katrine Knudsen og Pia Stabel.
Det er idéen, at Vaskeriet skal fungere som en socialøkonomisk virksomhed, hvor udviklingshæmmede får lov til at bidrage til fællesskabet samt egen udvikling og identitet.
De to initiativtagere arrangerede sidste år DHL-stafet for udviklingshæmmede, hvor det lykkedes dem at få 70 deltagere med ud at løbe.
Man kan få mere information om vaskeri-projektet på Facebook-siden Vaskeri - en øvebane for udviklingshæmmede.