Sommerens bandekonflikt skræmte børn i Aarhus V: I dag er syv mænd for retten

Medlemmer fra Loyal To Familia og Brabrandgruppen skal nu for retten efter bandekonflikten i Aarhus Vest.

Tamana og Roman går i 3. klasse på Ellekærskolen få hundrede meter fra Bispehaven, hvor bandekonflikten huserede. (© dr)

I dag klokken 9.30 står syv mænd tiltalt i retten i Aarhus for et stort skyderi mellem bandemedlemmer fra grupperingerne Brabrandgruppen og Loyal To Familia.

Skudepisoden var ikke den første i bandekonflikten, som sidste sommer blussede op i den vestlige del af Aarhus, men det var den første, hvor politiet kunne finde frem til nogle af deltagerne.

Områdets beboere blev i sommeren 2017 vidner til maskerede bandemedlemmer og flere skudepisoder.

Københavnske Loyal To Familia forsøgte at overtage styringen og salget af ulovlige stoffer og kom i konflikt med lokale gruppering i Brabrand med tilknytning til Black Army.

Dreng gemte sig bag et træ

Det har især lagret sig hos børnene, at deres bydel blev rammerne for en bandekonflikt.

Roman fra 3. klasse bor i Bispehaven. Han husker uroen meget tydeligt.

- Der var meget politi, og de løb efter kriminelle. Jeg så det næsten hver dag. Jeg var bange for, at de skulle skyde på blokken og kaste ildebrand på husene, siger han.

Roman gemte sig bag et træ på vej hjem, da han mødte nogle bandemedlemmer ved sin opgang. (© dr)

Især en episode gjorde Roman bange.

- De stod foran min blok. Jeg gemte mig bag et træ og ventede cirka en time, og så kunne jeg komme forbi og hjem, siger han.

Børn legede bande

Roman går på Ellekærskolen kun få hundrede meter fra Bispehaven.

Zitta Birgit Bromer måtte tage ekstra hånd om børnene, da de kom tilbage i 3. klasse efter sommerens bandekonflikt. (© dr)

Her mærkede skoleleder Morten Dam Madsen også bandekonflikten.

- Børnene var præget af, at der var ballade, hvor de bor, da de kom tilbage fra sommerferien, siger han.

Det så han for eksempel, når børnene legede.

- Især nogle af drengene i de mindre klasser synes, at det var fedt at lege bande, hvor de havde en bandestruktur. Så ved man godt, at det er noget der bunder i de ting, som de har oplevet i deres sommerferie, siger han.

Visitationszoner i Aarhus Vest tog brodden af bandekonflikten, mener Østjyllands Politi 17. juli 2017. Der har været 14 dage uden skyderier i området.

Derfor var det også vigtigt for Romans klasselærer Zitta Birgit Bromer at tage ekstra hånd om børnene efter sommerferiens oplevelser.

Stikprøver uden mistanke

Politiet har siden 2004 haft mulighed for at oprette visitationszoner, hvor de, uden konkret mistanke, kan foretage stikprøvevisitationer af:

  • Personer
  • Personers ejendele
  • Køretøjer

Formålet med visitationen er at søge efter våben og sprængstof.

Visitationszoner har lovhjemmel i Politilovens § 6.

Politidirektøren skal give en skriftlig begrundelse for:

  • Etableringen af zonen
  • Udstrækning
  • Tidspunkt som beslutningen gælder for

- Mange børn har oplevet at gå ind i deres opgang og møde bandemedlemmer med våben i hænderne. Det er selvfølgelig nogle voldsomme oplevelser, som er vigtige at få snakket med børnene om, siger hun.

I dag ser børnene stadig uro, men slet ikke på samme niveau som i sommeren 2017.

- De ser stadig folk, der bliver jagtet af politiet, og folk der bliver anholdt. Helt væk er det jo ikke. Men meget af uroen er ovre nu, og det kan jeg sagtens mærke på børnene, siger hun.

Vil ikke have flere unge på deltagerlisten

Den store skudepisode fandt sted 3. juni om aftenen, hvor medlemmer af Brabrandgruppen og Loyal To Familia stødte sammen.

Ingen blev ramt, men flere forbipasserende var i fare, så nogle dage efter skyderiet skrev direktør for boligselskabet Østjysk Bolig Allan Søstrøm et brev til alle beboerne.

- Vi ville advare vores beboere om, at det kan være farligt, og at man skal ikke blande sig med dem. Vi ville appellere til, at de skulle holde øje med deres unge mennesker og sørge for, at de var hjemme, så de ikke blev involveret og kom på deltagerlisten, siger han.

Politiet mener, at visitationszonen i Aarhus Vest var en vigtig brik i den samlede indsats mod bandeuroen. (© dr)

Bispehaven er på regeringens ghettoliste, fordi omkring halvdelen af beboerne har en lav uddannelse, stammer fra udlandet og mangler et arbejde.

Nu skal en omfattende renovering ryste ghetto-præget af blokkene.

Retssagen i dag varer et par uger, inden der falder dom. De syv mænd risikerer over fire års fængsel for skyderiet i Bispehaven.

På pladsen her var den store skudepisode, som syv mænd i dag står tiltalt for i retten. (© dr)

KONTAKT REDAKTIONEN

Skriv til os på P4aarhus@dr.dk. Du kan vedhæfte billeder, dokumenter eller videofiler, som du gerne vil dele med os.

Det er ikke sikkert, at DR bruger dit materiale. Det vurderer redaktionen. Når du sender materiale til os, kan DR frit offentliggøre og bruge dit indhold overalt i DR’s medier. Du vil blive krediteret.