Speedbåde har ramt en bølge: Rekordmange vil sejle, men flere får brug for hjælp

Antallet af folk, der tager speedbåds-bevis, er steget kraftigt i corona-foråret.

En feriesæson, hvor mange bliver hjemme, får ekstra mange til at tage et speedbåds-bevis, så de kan holde sejlferie i Danmark. Det mener både instruktør Jonathan Svalgaard fra Marselisborg Havn og kursist Kurt Jensen fra Arden.

Vind i håret, sol i ansigtet – og måske vandstænk på kinderne, når båden skærer gennem bølgerne.

Det er der mange, der gerne vil opleve. Antallet af folk, der tager speedbådsbevis, er steget kraftigt i corona-foråret. Dansk Sejlunion har set en fordobling i maj i forhold til sidste år og næsten en tredobling i juni.

Det er uhørt, fortæller direktør i Dansk Sejlunion Christian Lerche.

- Vi oplever en kolossal interesse for at tage speedbåds-prøve. Som vi aldrig har set det før, siger han.

Der er også gang i salget af speedbåde, og havnene bliver kimet ned af folk, der vil have havnepladser.

- Det er meget svært at skjule begejstringen, siger Christian Lerche.

Meget peger på, at det er corona-foråret med mere tid hjemme og ingen udlandsture, der har fået flere til at tage springet og kaste sig ud i at tage et speedbådsbevis.

Corona-kedsomhed førte til bådkøb

Det kan Peter Harpøth fra Aarhus nikke genkendende til.

- Jeg har altid sagt, at jeg aldrig skulle have en båd eller en campingvogn. Men så kom det her corona, og man havde mange timer derhjemme og kedede sig. Så købte min fætter en båd, og jeg kom med ud og fandt ud af, at det var hyggeligt.

- På daværende tidspunkt havde vi rigtig lækkert vejr, så jeg valgte at købe en båd. Og så skal man også have et speedbådsbevis, siger Peter Harpøth.

I marts og april kunne man ikke tage kurset, fordi skolerne holdt corona-lukket.

Men de mange nye beviser handler om mere end blot at indhente et efterslæb fra de måneder, fortæller direktør i Dansk Sejlunion Christian Lerche.

- Ved udgangen af juni har vi allerede udstedt lige så mange beviser som i hele 2019, så der er tale om en langt større stigning end blot kompensation for, at der var lukket i fem-seks uger i foråret.

Det kan betyde mange flere på vandet fremover, for sejlerne holder ofte ved.

Det er i hvert fald det, Peter Harpøth regner med i sin nyerhvervede speedbåd.

- Det har været megafedt at være ude på vandet. Jeg havde slet ikke regnet med, at det kunne være så sjovt. Det er bare en helt anden måde at bruge sin fritid på i stedet for at sidde derhjemme og se en film.

- Jeg kigger allerede efter en båd, der er lidt større, så man kan overnatte på den, siger Peter Harpøth, der også overvejer at tage et duelighedsbevis, der er næste skridt efter speedbåd-beviset.

Flere får brug for hjælp på havet

Selvom Dansk Sejlunion er glade for mange nysejlere på vandet, så mener Christian Lerche også, at det kan være et problem, hvis de nye sejlere regner med at være eksperter ovenpå en speedbådsprøve med et overskueligt pensum.

- Vi opfordrer til, at man sørger for at få mere erfaring, før man tager ud på store ekspeditioner og langfart. Før man skal ud i vejrforhold, der måske er noget skrappere, end da man var til prøve.

Dansk Søredningsselskab har også bemærket, at der er kommet mange nysejlere på havet.

Selskabet består af frivillige, som hjælper sejlere i nød som en form for autohjælp på havet. I år har de hjulpet over 400 sejlere, når de for eksempel er sejlet på grund eller har haft motorskade.

Det er cirka halvanden gang så mange assistancer som samme periode sidste år. Kristian Hansen, der er koordinator hos Dansk Søredningsselskab, kan også mærke, at der er kommet mere liv på havet.

- Bådsalget eksploderer lige nu, og havnene kan næsten ikke finde pladser nok. Så der kommer masser af nye sejlere til. Og selvom nogle af dem, vi hjælper, er erfarne sejlere, så er det klart, at jo flere sejlere, der er på havet, des mere får vi at lave.

Han oplever også, at de ofte skal hjælpe nysejlere, som måske ikke helt kan håndtere de store både.

- Det er nemt at få en rigtig stor maskine, og det kræver ikke mere end et speedbåds-certifikat, man kan tage på en weekend. Men det er altså kraftfulde maskiner, man sejler i.

Peter Harpøth er da også bevidst om begrænsningerne i egne evner.

- Når jeg sejler i min egen lille speedbåd tæt på land i Aarhusbugten, føler jeg mig godt klædt på efter at have taget prøven. Så det er en kæmpe fordel at have taget beviset. Men skulle jeg ud i en større båd og længere ud i Kattegat? Det ved jeg ikke, hvor vild jeg ville være med på nuværende tidspunkt.

Facebook
Twitter