Sprogtest kan dumpe elever i 0. klasse på 39 udvalgte skoler

Elever på skoler i udsatte boligområder bliver som noget nyt sprogtestet tre gange og kan ende med at gå 0. klasse om.

Sprogprøverne bliver testet sidste år.

Eleverne i 0.A på Ellekærskolen i Aarhus havde i sidste uge deres allerførste skoledag, men allerede om nogle uger skal eleverne igennem årets første danskprøve.

Fra i år skal de nye børnehaveklasser på skoler i udsatte boligområder nemlig bestå en prøve for at rykke op i 1. klasse.

Testen er en del af den ghettopakke, som Socialdemokraterne og Dansk Folkeparti vedtog sammen med den tidligere regering.

Zitta Bromer er lærer i dansk som andetsprog, og hun er glad for den nye test, da der nu kommer fokus på elevernes danskevner.

- Det er rigtig godt, at der kommer nogle tiltag, som skitserer problemet med, at vi har nogle elever, som ikke er alderssvarende i deres sprog, når de starter i skole. Det er kun positivt at få positiv opmærksomhed omkring det, siger hun.

Sidste år var Ellekærskolen med til at afprøve de nye test. Omkring halvdelen af 0. klasses eleverne dumpede første gang, de skulle tage testen.

Det overraskede ikke Zitta Bromer.

- Vi har længe vidst, at børnene ikke har de sproglige kompetencer, som skal til for at klare en 1. klasse på tilfredsstillende vis, siger hun.

Ikke noget galt med at dumpe

Nu bliver der indført de samme sprogforløb og sprogprøver på alle skoler med mange tosprogede børn, så børnene skal bestå prøven for at rykke op i 1. klasse.

Det glæder Zitta Bromer.

- Jeg ville ønske, at man ikke fokuserede så meget på, at nu kan eleverne dumpe. Det er ikke forkert at dumpe, hvis det forbedrer ens sproglige kompetencer, og det samtidig giver et meget bedre skoleliv, siger hun.

Omkring halvdelen af eleverne på Ellekærskolen dumpede pilotprøven første gang. Fatuma Omars datter bestod prøven anden gang, og det glædede både datter og mor. (Foto: © Lise Thorsøe-Jacobsen, dr)

Fatuma Omar har somaliske rødder og er mor til en datter, der sidste år gik i 0. klasse på Ellekærskolen. Datteren var derfor igennem test-forløbet.

- Hun dumpede faktisk. Jeg synes også, at testen var svær for hende. Jeg sagde til hende, at vi selvfølgelig nok skulle hjælpe hende. Det samme gjorde lærerne, siger hun.

Fatuma Omars datter dumpede ikke for alvor, da prøven sidste år kun var et pilotprojekt, men derfor fik Fatuma Omar alligevel et chok, da hun første gang hørte om de nye test.

Ikke en normal test

Men testen er ikke en klassisk test i et stille lokale, hvor man ikke må tale sammen.

Det fortæller lektor i sprogtilegnelse Laila Kjærbæk fra Syddansk Universitet, der har været med til at lave prøverne.

- Det foregår i et fællesskab i klassen, som børnene kender og er vant til. Børnene har ikke selv en oplevelse af, at de bliver testet, siger hun.

Fatuma Omar blev også lettet, da hun fandt ud af, at det ikke var en klassisk test.

- Jeg troede, at det var en rigtig test, hvor de sad hver for sig, men de kom og skulle lege, så det var meget normalt for dem, siger hun.

Prøverne kommer tre gange på et skoleår og er formet som sproglege, der for eksempel tester elevernes evne til at rime eller bøje verber.

Betyder meget at bestå

Testen er udviklet i samarbejde med børnehaveklasse-ledere på 17 skoler, forklarer Laila Kjærbæk.

- Det betyder, at det er et program, som er ret stærkt. Hver gang de har afprøvet noget, har de meldt ind, hvad der har fungeret godt og mindre godt. Det er dem, der har den praktiske erfaring i forhold til, hvad der har fungeret godt og mindre godt, siger hun.

Ellekærskolen ligger i det vestlige Aarhus og har lidt over 240 elever. På skolen er 0. til 9. klasse samt flere specialklasser til børn med særlige indlæringsvanskeligheder. (Foto: © Lise Thorsøe-Jacobsen, dr)

Men det kan godt gå hen og blive en alvorlig sag, hvis eleven ikke består prøven. Fatuma Omars datter bestod prøven anden gang, og det betød meget for hende, forklarer hun.

- Hun var glad, og jeg var glad. Som mor vil jeg gerne have det bedste for mine børn, siger hun.

Selvom hendes datter altså havde en god oplevelse med sprogtesten, mener moren, at det er lidt for meget med de tre sprogtests i løbet af 0. klasse.

Det er nok, at børnene bliver sprogscreenet, inden de starter i skole, siger hun.

- Én test er nok. De skal ikke hele tiden teste, teste og teste.

Der er på landsplan 27 folkeskoler og 12 privatskoler, der fremover skal teste deres 0. klasses-elever.

Her skal folkeskolerne teste 0. klasserne

  • Tingbjerg Skole, København

  • Brøndby Strand Skole, Brøndby

  • Skovbrynet skole, Gladsaxe

  • Ole Rømer-Skolen, Høje-Taastrup

  • Charlotteskolen, Høje-Taastrup

  • Strandgårdskolen, Ishøj

  • Borupgårdskolen Snekkersten Skoledistrikt, Helsingør

  • Broskolen, Slagelse

  • Lindeskovskolen, Guldborgsund

  • Ejerslykkeskolen, Odense

  • Abildgårdskolen, Odense

  • H. C. Andersen Skolen, Odense

  • Humlehøj-Skolen, Sønderborg

  • Bakkeskolen Cosmos, Esbjerg

  • Præstegårdsskolen Urban, Esbjerg

  • Kvaglundskolen Signatur, Esbjerg

  • Høje Kolstrup Skole, Aabenraa

  • Ullerup Bæk Skolen, Fredericia

  • Langmarkskolen, Horsens

  • Munkevængets Skole, Kolding

  • NOVA-skolen, Vejle

  • Nørrevangskolen, Randers

  • Sølystskolen, Silkeborg

  • Tovshøjskolen, Aarhus

  • Sødalskolen, Aarhus

  • Ellekærskolen, Aarhus

  • Tornhøjskolen, AalborgKilde: Undervisningsministeriet

Her skal privatskolerne teste 0. klasserne

  • Al-Hilal Skolen, København

  • Al-Irchad Skolen, Helsingør

  • Ros Privatskole, Roskilde

  • Helsingør Privatskole, Helsingør

  • Slagelse Privatskole, Slagelse

  • Odense Privatskole, Odense

  • Al-Salahiyah Skolen, Odense

  • Vejle Privatskole, Vejle

  • Den moderne kulturelle skole, Aarhus

  • Højbjerg Privat Skole, Aarhus

  • Lerpytter friskole og børnehave, ThistedKilde: Undervisningsministeriet