Stå viking - gå viking? Rådmand vil have trafiklys med grønne og røde vikinger

Rådmand vil have vikinger som trafiklys i fodgængerovergangene i historiske områder i Aarhus.

Symbolerne er et bud, men det endelige design er ikke fastlagt. - De er i en eller anden form også kønsneutrale, hvis man skal trække en tråd til debatten, mener rådmanden. (Foto: aarhus Kommune © dr)

Røde og grønne vikinger skal være en del af det aarhusianske bybillede.

Det mener rådmand for Teknik og Miljø i Aarhus Bünyamin Simsek (V), der foreslår at lave en særlig vikingerute i Aarhus, hvor lyssignalernes nuværende røde og grønne mænd bliver skiftet ud med vikinger.

Forslaget kommer efter, at flere partier vil lave kønsneutrale trafiklys.

- Vi er en by, der er opstået i kraft af, at vikingerne har slået sig ned og kæmpet mange kampe, da de skabte Aros, Aarhus. Vi har også bevaret vores geografiske beliggenhed efterfølgende. Der er en god fortælling, og jeg vil gerne skærpe og styrke aarhusianernes identitet og forståelse af, at vi er en vikingeby, forklarer han.

Skal tiltrække turister

Han vil derfor udpege en rute, som kan brande Aarhus som en vikingeby også over for turister.

- Vi har mange tusind turister hver år, så jeg vil gerne lave en rute sammen med Moesgaard Museum, hvor vi udskifter lyssignaler med vikingetegn, som fortæller historien om, at vi er en vikingeby sammen med information på skilte, siger han.

Sådan ser forslaget ud. (Foto: aarhus Kommune © dr)

Projektet er spændende, synes Lars Krants, der er overinspektør hos Moesgaard Museum.

- Det specielle ved Aarhus er, at nogle centrale gader ligger oven på gader fra vikingetiden. Det er lidt vildt. I andre vikingebyer er der sket en slags forskydning i den moderne by. Ribe ligger for eksempel forskudt på den anden side af åen, siger han.

Desuden er der spor fra vikingerne i byen som gadenavne og en vold fra vikingetiden.

Trafiklysene skal kun udskiftes på en bestemt rute modsat forslaget om kønsneutrale lyskryds, hvor alle skal udskiftes. Det koster omkring 1.000 kroner per lysanlæg.

Desuden vil der også være en udgift til at fortælle historien med skilte og andet kommunikation til for eksempel smartphones.

De præcise områder med vikingesignaler er fortsat ved at blive planlagt

Facebook
Twitter