Stamgæst missede Smukfest-billet - igen

Halvanden time tog det i dag, før næste års festival i Skanderborg var udsolgt. Julie Bidstrup ventede forgæves.

Joey Moe fyldte bøgescenen på smukfest i sommer (Foto: Sarah Christine Nørgaard/Scanpix 2017) (Foto: Sarah Christine Nørgaard © Scanpix)

Julie Bidstrup har været en trofast gæst på Smukfest i cirka 10 år. Den 31-årige aarhusianer ventede spændt, da billetsalget åbnede klokken 10 i formiddag, for sidste år var hun ikke hurtig nok til at sikre sig en billet, inden de var revet væk fem timer senere - og det uden at et eneste musiknavn var offentliggjort.

- Der er bare noget specielt over, at man holder det i en skov. Det er sådan lidt Alice i Eventyrland og en helt anden verden. Det er stemningen, og det er musikken, siger Julie Bidstrup.

Men historien gentog sig. Da billetsalget åbnede i dag, passede Julie selv sit arbejde som bioanalytiker i Vejle. Det var derfor op til søsteren at få fingrene i de eksklusive billetter, og det var ikke lykkedes, da festivalen meldte udsolgt efter halvanden time.

- Det er da p*sseirriterende, men jeg skal nok komme til Smukfest til sommer. Om jeg så skal hoppe over hegnet, skal jeg nok komme ind på en eller anden måde, siger hun med et glimt i øjet.

Smukfest har i år sat billetterne 300 kroner op, så de nu koster 2.695 kroner. Det er omkring 700 kroner mere end Danmarks største festival, Roskilde Festival.

Ifølge talsmand Poul Martin Bonde sker det, fordi festivalen har øget musikbudgettet til nu 50 millioner kroner for at tiltrække flere internationale navne.

- Jeg har et løst forhold til penge og kaster nok bare penge efter det, men det er da fjollet, og jeg blev lidt chokeret over det, siger Julie om prisstigningen, der altså alligevel ikke afholdte hende fra at forsøge at få fingrene i en billet.

Smukfest har i år begrænset antallet af billetter, så man kun kan købe op til seks. Foreløbig står kun to navne på plakaten, nemlig Saveus og Nephew, der spiller den ene af to danske festivalkoncerter i Bøgeskoven.

Sidste år var der omkring 27.000 betalende partoutgæster - og cirka 20.000 betalende enkeltdagsgæster fordelt på fem dage. Smukfest i 2018 er fra 5. til 12. august.

KONTAKT REDAKTIONEN

Skriv til os på P4aarhus@dr.dk. Du kan vedhæfte billeder, dokumenter eller videofiler, som du gerne vil dele med os.

Det er ikke sikkert, at DR bruger dit materiale. Det vurderer redaktionen. Når du sender materiale til os, kan DR frit offentliggøre og bruge dit indhold overalt i DR’s medier. Du vil blive krediteret.