Støj fra iPads og ovne 'går gennem marv og ben' på plejehjem

Det larmer på plejehjem, viser ny undersøgelse fra Aarhus. Læs artiklen og hør nogle de generende hverdagslyde.

Der er masser af støj på plejehjemmene, og det generer beboerne. Det viser en undersøgelse af lydmiljøet på fem plejehjem i Aarhus.

- Kan I da for pokker ikke løfte de stole.

Der er hjul på stolene i spisestuen på plejehjemmet Skelager lidt nord for Aarhus, så de er nemmere at flytte rundt med for beboere og ansatte.

Men lydene fra hjulene irriterer 85-årige Erik Bach.

Ude i køkkenet lyder der pludselig en høj lyd tre gange i træk. Det er ovnen, der er færdig med at bage brød.

Hør alarmen fra ovnen herunder:

0:00

Larmen kan høres i plejehjemmets dagligstue lige ved siden af, hvor beboerne spiser - især når døren står åben for at lade duften fra maden brede sig.

Forstander Lis Kjems er selv ret træt af alarmer, der tit og ofte afbryder de ansatte og beboerne.

Herunder kan du høre en alarm fra en iPad, der tilhører en ansat og ligger efterladt på et bord i dagligstuen, hvor beboerne spiser frokost:

0:00

- Lydene er så høje, at de går igennem marv og ben. Jeg kan godt forstå, at man som ældre borger tænker 'hvad er det?', når der går en alarm på en iPad, siger Lis Kjems.

Beboere bliver urolige

Aarhus Kommune har i flere år arbejdet på at gøre plejehjemmene mere hjemlige, så det er rarere at bo her.

Det betyder, at man også vil have mindre støj, så kommunen har bestilt en såkaldt lydmiljø-rapport. Fem plejehjem er blevet undersøgt, og det viser sig nu, at der er masser af støj.

Aktivitetsmedarbejder Tina Sørensen fra plejehjemmet Skelager kan mærke, at beboerne bliver forvirrede over al den støj.

- Nogle bliver mere urolige, hvis der er støj, de ikke kan forstå. Vi oplever, at nogen spørger 'hvad er det?' og 'hvad skete der nu?', siger hun.

De mange alarmer fra iPads, ringetoner fra mobiler og advarsler fra køkkenmaskiner er én ting.

Ernæringsassistent Anne Videbæk Danielsen ved sin ovn, der kan larme rigtig meget og sende støj ud til plejehjemmets beboere, når de sidder og spiser.

Men lydmiljø-rapporten peger også på, at der er betydelig støj fra stålbestik og tallerkener, når bordene bliver ryddet i spisestuen. Og fra rullebordene, som personalet kører rundt med på gangene.

80 procent af beboerne på plejehjemmet Skelager har demens i en eller anden grad, og derfor er støj et problem, lyder det fra de ansatte.

Målet for plejehjemmet er ikke at være musestille, men der skal være bedre plads til de gode lyde.

- Der må gerne være stille, men man må også gerne kunne mærke livet. Man må gerne høre, at det summer, og at der er mennesker på arbejde. Beboere og ansatte snakker, og nogle synger også. For mig er lyd også lig med liv, siger forstander Lis Kjems.

Lyde fra skov og sø

Det er Marie Højlund, adjunkt i Audio Design på Aarhus Universitet, der har undersøgt lydmiljøet på de fem plejehjem i Aarhus.

Hun mener, at en vigtig pointe er, at støj ikke bare handler om, hvor kraftigt lydniveauet er - det handler mest om, hvordan lyde er designet. Eksemplet er iPad'ens gentagende, enerverende lyd.

- Den siger jo 'lyt til mig, lyt til mig'. Den er designet til, at du ikke kan overhøre den, siger Marie Højlund.

Hun vil gerne have mere god lyd på plejehjemmene - for eksempel lyden af natur.

- Man kan sætte en satellit-mikrofon op i en skov i nærheden eller ved en sø. Så kan man sende lyden hjem til højttalere på plejehjemmet - det vil give en behagelig baggrundslyd, som beroliger beboerne.

- Og det vil også have den fordel, at det giver dem en døgnrytme, siger Marie Højlund, der understreger, at det er nødvendigt at tænke over hvordan og hvornår, baggrundslydene afspilles.

Politikere: Arbejdsvaner kan ændres

Når den nye lydmiljø-undersøgelse viser, at det snarere er lydene af en arbejdsplads, der dominerer på plejehjemmene, er der tydeligvis noget at gøre. Det mener rådmanden for sundhed og omsorg i Aarhus Kommune Jette Skive (DF).

- Alarmerne skal selvfølgelig virke, men telefonerne kan sættes til at ringe med behageligere lyd eller vibrationer. Det vigtigste er, at personalet kan høre det. Det behøver hele afdelingen jo ikke, siger hun.

Tidligere har politikerne indrettet nye køkkener lige op og ned ad plejehjemmenes spisestuer, så beboerne kan dufte, når der er mad.

Men der er masser af støj fra opvaskemaskinen, ovnen, mikrobølgeovnen og blenderen i køkkenet. Det kan betyde, at de ansatte skal ændre deres arbejdsvaner, siger Hans Skou fra Venstre, der er medlem af Aarhus byråds sundheds- og omsorgsudvalg.

- Man kunne kigge på, at de ansatte i køkkenet måske ikke lige arbejder, mens beboerne sidder og spiser. Så de ældre borgere får fred til at spise, de har behov for at få noget ro, siger han.

Forstander Lis Kjems er træt af alarmer fra forskellige elektroniske hjælpemidler.

Det kan blive dyrt at stoppe larmen fra alarmer, køkkenmaskiner, stole, rulleborde og mange andre ting. Og der er masser af andre problemer at bruge penge på i ældreplejen.

Derfor er der brug for at prioritere, mener Hans Skou.

- Vi er nødt til at have den basale pleje på plads, før vi kan bruge penge på det andet område, hvis det er spørgsmål om økonomi, siger byrådsmedlemmet.

I Ældresagen er seniorkonsulent Nina Bruun glad for lydmiljø-undersøgelsen i Aarhus. Hun mener, at den bør bruges i andre kommuner.

- De kan bruge den som inspiration til at kigge indad og se, om de har nogle af de samme problemer. Det er vigtigt at dele, hvad problemerne er, men også hvad løsningerne er, siger Nina Bruun.

Facebook
Twitter