Stor åbningsfest: Aarhus og Region Midtjylland skyder frivillighedsår i gang

Sidste år var Aarhus kulturhovedstad, i år er byen frivillighovedstad.

Sidste år var Aarhus og Region Midtjylland Europæisk Kulturhovedstad. I dag tager de så hul på et år som Europæisk Frivillighovedstad Aarhus 2018 med stor åbningsfest i Ridehuset fra klokken 14 til 17.

Hele året vil der være fokus på at synliggøre og udvikle de mange frivillige aktiviteter, som borgere, foreninger og organisationer er involverede i.

Åbningsdagen markeres først i Ridehuset, hvor frivillige foreninger viser deres aktiviteter frem, og sidst på dagen er der officiel åbningsceremoni på Aarhus Rådhus, hvor kronprinsesse Mary, som er protektor for Europæisk Frivillighovedstad 2018, deltager.

Interessen for at lave frivilligt arbejde er stor og stigende, fortæller leder af Frivilligcenter Aarhus, Hanne Sanderhoff Degn. Frivilligcenteret har omkring 130 medlemsforeninger, og langt størstedelen af det frivillige arbejde bliver leveret gennem foreninger. Men der er en tendens til, at flere gerne vil lave frivilligt arbejde på en lidt mere løs basis.

- Vi møder rigtig mange borgere, som er interesserede i at blive frivillige inden for det frivilligt-sociale-område. Altså at arbejde med udsatte grupper af forskellig art, alt fra patientforeninger til udsatte unge, siger hun.

Arrangerer koncerter for ældre og svagelige

En af de frivillige i Aarhus er Ivar Sørensen, som har været pianist i 60 år og komponerer sin egen musik. I et lokale i Skolegade, Ivars Herreværelse, giver han hver onsdag eftermiddag koncert for ældre og svagelige, der ikke kan holde til at gå til koncerter om aftenen.

- Så skriver jeg til solister i alle genrer, som kommer, og så får folk altså forskellig underholdning, fra når de kommer, til de går. Og inden de går, er vi alle i familie med hinanden, siger han.

Mød Ivar Sørensen øverst på siden, hvor han spiller sin egen musik.

Facebook
Twitter