Styrelse lukker privat hjemmepleje i Aarhus: 'Det er det mest alvorlige, vi har set'

Ældre borgere har ikke fået den medicin, de skulle have haft, siger chef i styrelse.

Firmaet Berits Hjemmepleje har ikke ydet basale ting som omsorg for de ældre. (Foto: Signe Goldmann © Ritzau Scanpix)

Et privat hjemmeplejefirma er prompte blevet sat fra bestillingen, så omkring 1.000 ældre i Aarhus nu skal have ny leverandør af hjemmepleje.

Det er Styrelsen for Patientsikkerhed, der efter et tilsyn har krævet, at firmaet Berits Hjemmepleje midlertidigt skal stoppe helt med at gøre rent og yde hjemmepleje hos de mange ældre.

Ved tilsynet i det private firma konstaterede styrelsen mange og særdeles alvorlige mangler – både i den sundhedsfaglige håndtering og i pleje og omsorg.

Ifølge enhedschef og overlæge i Styrelsen for Patientsikkerhed Charlotte Hjort var der blandt andet tale om forkert medicinhåndtering.

- Der blev fundet medicin, som patienten skulle have haft, men ikke havde fået. Der blev også fundet forkerte medicinlister, siger hun:

- Vi mødte også borgere, som var udskrevet fra et sygehus, men der kunne ikke redegøres for, hvilken pleje de egentlig skulle have, siger Charlotte Hjort.

Kommune: Det bliver ikke nemt

Styrelsen for Patientsikkerhed har gennemført mange tilsyn af hjemmeplejen igennem årene, og ifølge enhedschefen er det af Berits Hjemmepleje "det alvorligste, vi har set i de år".

Det er første gang nogensinde, at styrelsen har udstedt et forbud i den her stil og direkte lukker en privat udbyder af hjemmepleje.

Kravet om at Berits Hjemmepleje stopper med at yde hjemmepleje træder i kraft klokken 12 fredag. Det betyder, at Aarhus Kommune nu har overtaget alle opgaverne.

Siden torsdag aften er der blevet arbejdet hårdt for at sikre, at kommunen frem over kan yde pleje til borgerne, der har brugt Berits Hjemmepleje. Det forsikrer rådmand for sundhed og omsorg i Aarhus Jette Skive (DF).

- Vi kan garantere, at dem, der har brug for pleje, får det fra i dag, siger hun.

Men opgaven bliver ikke nem at udføre, erkender kommunens pleje- og rehabiliteringschef, Jens Damgaard. Han kan allerede nu sige, at de ældre, der kun skal have rengøring, kommer til at vente lidt længere på den.

- Der er nogen, der skal have hjælp i dag, og dem koncentrerer vi os om i første omgang. De ældre, der får rengøring hver 14. dag, kigger på i næste uge, siger han.

Jens Damgaard understreger, at Aarhus Kommune ikke bare har medarbejdere gående rundt klar til at overtage de 1.000 ældre fra Berits Hjemmepleje.

- De har travlt alle sammen fra morgen til aften. Derfor er det en kæmpestor opgave. Vi kan måske få hjælp fra vores gode naboforvaltninger. Det match skal vi lige have lavet i dag, siger Jens Damgaard.

For at forbuddet mod Berits Hjemmepleje kan ophæves, skal firmaet kunne dokumentere, at de har oplært deres medarbejdere i at yde den fornødne kvalitet i plejen og kan håndtere de sundhedsfaglige opgaver.

Først når Styrelsen for Patientsikkerhed har lavet et nyt tilsyn af Berits Hjemmepleje, kan firmaet genoptage plejen af de ældre borgere.

Firma: Vi er kede af beslutning

Det har ikke været muligt at komme i kontakt med Berits Hjemmepleje. Direktør i firmaet er Berit Bækgaard Thomsen, der oprettede firmaet i 2013.

På firmaets hjemmeside har de lagt en meddelelse ud:

- Vi er den 7/10-2021 kl 15:40 blevet gjort opmærksom på at vi pr 8/10-2021 kl 12:00 er blevet pålagt at lukke vores Århusafdeling af Styrelsen for Patientsikkerhed, da de efter tilsyn hos meget få tilfældigt udvalgte borgere ud af godt 1.000 glade borgere vi servicerer, desværre har fundet fejl.

- Vi er meget kede af at Styrelsen for Patientsikkerheds beslutning vil betyde, at vi skal lukke vores ellers velfungerende afdeling i Aarhus Kommune, og meget kede af at alle vore kunder skal overgå til kommunal hjemmepleje uden frit valg, skriver Berits Hjemmepleje.

Firmaet oplyser yderligere, at deres afdelinger i Hedensted og Horsens ikke berøres af lukningen i Aarhus.

SF's Jan Ravn Christensen, der er medlem af Sundheds- og Omsorgsudvalget i Aarhus Byråd, mener, at sagen skal bruges til at skabe debat om, hvorvidt der overhovedet er plads til private hjemmeplejefirmaer i Aarhus.

- Det er en dybt, dybt ærgerlig og trist sag. Det er beskæmmende læsning. Vi har set konkurser i den private hjemmepleje og nu det her påbud. Jeg synes, vi skal diskutere, om vi skal have de her firma. Jeg synes ikke, det er en god ide, siger Jan Ravn Christensen.

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra Aarhus-borgmester Jacob Bundsgaard (S).

Facebook
Twitter