Succes med telebehandling af sår

Telemedicinsk behandling sparer patienter for en masse tid og giver hurtigere behandling. Derfor bliver forsøgsprojekt i Horsens nu permanent.

Det kan spare tid for både patent og sundhedspersonale at behandle komplicerede sår i hjemmet.

Hospitalsbehandling hjemme hos patienterne er en succes for Hospitalsenheden Horsens.

Her er 400 patienter blevet behandlet for komplicerede sår i eget hjem siden april 2014, og resultaterne er så gode, at forsøgsordningen med telemedicinsk sårbehandling nu bliver permanent.

Behandlingen sparer nemlig en masse rejsetid for patienten, som hurtigere kan komme i behandling, siger sygeplejerske Gitte Svendsen fra Hospitalsenheden Horsens.

- Det giver et roligere forløb, og patienten er ikke afhængig af at skulle frem og tilbage til hospitalet for at gå til kontroller, siger hun.

Sparer tid på tidskrævende behandling

Telemedicinsk behandling foregår ved, at en hjemmesygeplejerske behandler patienterne og bruger mobiltelefonen til at tage billeder af såret. Billederne bliver sendt til specialister på sygehuset, der vurderer, om såret er i bedring, eller om der skal en anden type behandling til.

Mellem 35.000 og 40.000 danskere får på årsbasis sår på enten fødder eller ben. Det sker ofte, fordi patienten har diabetes eller dårligt blodomløb.

Sårene kan være meget behandlingskrævende, og det tager tid for både patienter, læger og sygeplejersker.

Forsøget med telemedicinsk vurdering af sår sker i samarbejde med Horsens, Hedensted, Odder og Skanderborg kommuner.