Succesprojekt: Bliv lastbilchauffør og lær dansk

Flygninge får kørekort og danskundervisning på samme tid, da der er mangel på chauffører i forskellige brancher.

Bangin Jafar uddannede sig for tre uger siden til buschauffør. Nu er han ved at færdiggøre et kursus i dansk. (Foto: Sarah Friis Elkjær © Dr Østjylland)

Bliv bedre til dansk, mens du uddanner dig til lastbil- eller buschauffør.

Sådan lyder tilbuddet i et nyt uddannelsesforløb, der har fået navnet transportdansk.

- Vi kombinerer danskundervisning med uddannelse inden for transportområdet - enten buskørekort eller lastbilkørekort, fortæller Tina Dyrgaard, der salgschef i Dekra Amu Center Midtjylland, som udbyder transportuddannelser.

Som en hjælp til blandt andet flygtninge og indvandrere tilbyder man nu i samarbejde med oplysningsforbundet FO-Aarhus også forløbet transportdansk.

- Vi kunne se, at der var et behov inden for transportområdet og vi havde nogle kursister, som vi var nødt til at afvise, fordi deres dansk ikke var godt nok. Så fik vi ideen: Hvorfor ikke koble noget danskundervisning på samtidig med, at de tager kørekort, siger Tina Dyrgaard.

Omkring 40 kursister har gennemført forløbet, og flere er på vej.

En af dem er Bangin Jafar. For tre uger siden gennemførte han uddannelsen som buschauffør og er nu ved at gøre danskkurset færdigt.

- Det er rigtig godt for mig at kunne blive chauffør og lære dansk samtidig, forklarer han.

Når han har fuldført hele forløbet transportdansk, har han en klar drøm for fremtiden.

- Det er min drøm at stå op tidligt og arbejde som buschauffør, forklarer han.

Det skulle der være gode muligheder for. Det er nemlig en sulten branche, de færdiguddannede kursister kommer ud til.

Blandt andet hos Aarhus Sporveje har den nye gruppe af tosprogede chauffører stor interesse, fortæller afdelingsleder i Aarhus Sporveje Sanne Gaarsdal.

- Vi vil gerne have en multikulturel arbejdsplads, hvor der også er mange med anden etnisk baggrund. Det er som regel gode og stabile chauffører, siger han.