Summen af det hele tæller: 4 genveje til mere bevægelse i hverdagen

Det behøver måske ikke være så svært at få lidt motion i en travl dagligdag.

Hvis der skal arbejdes, handles, hentes børn, smøres madpakke og laves aftensmad, kan det være svært at følge Sundhedsstyrelsens anbefaling om minimum 30 minutters bevægelse hver eneste dag.

Men der er faktisk nogle lette genveje til en mere aktiv hverdag, forklarer Knud Ryom, der forsker i inaktivitet ved Institut for Folkesundhed på Aarhus Universitet.

Han har netop udgivet en rapport, hvor han sammenfatter al eksisterende viden om inaktivitet og barrierer og motivationsfaktorer for at bevæge sig mere.

Knap en tredjedel af danskerne bevæger sig nemlig mindre end de anbefalede 30 minutter, ifølge den seneste Nationale Sundhedsprofil fra 2017. Netop bevægelse er omdrejningspunktet i kampagnen Bevæg dig for livet, som blandt andre DGI og Danmarks Idrætsforbund sætter skub i denne uge.

Herunder får du Knud Ryoms fire råd til at bevæge dig mere i hverdagen:

1

Få bevægelse ind i dine arbejdsrutiner

Mange bække små er vejen frem, når man skal øge sit aktivitetsniveau i løbet af dagen, mener Knud Ryom.

For mange af os tænker fejlagtigt i, at vi skal dyrke 30 minutters motion i streg. Men det behøver du faktisk ikke. Det er nemlig summen af det hele, du skal være optaget af.

Det kan derfor være smart at tage trapperne i stedet for elevatoren, eller gå op på etagen ovenover for at printe ud.

2

Find et fællesskab, du gerne vil være en del af

Vi motiveres af følelsen af at mestre noget, have medindflydelse på noget og på det sociale. Så det er vigtigt at finde et fællesskab eller makkerskab, du har lyst til at indgå i, og hvor du kan spejle dig i niveauet.

Samtidig kan det sociale være med til at gøre det sjovere at bevæge sig, da mennesker som udgangspunkt er socialt anlagte.

3

Lav noget med din familie

Børn lærer af deres forældre, så det er en god spiral, når forældre er aktive. Der er mange, der ikke er nær så aktive, når de får børn, men det kan måske være godt at huske på, at du som forældre er en inspiration for dit barn.

Hvis du har det i tankerne, kan det måske være lettere at finde tid til at lave noget aktivt med dine børn.

Hvis børn har nøglepersoner omkring dem, som er aktive, er der større sandsynlighed for, at børnene også er aktive, når de bliver voksne.

4

Frigør tid til at bevæge dig – det er godt givet ud

Mange af os føler, at tid er en begrænset ting. Der er mange ting, der trækker i os hele tiden. Men tid er mulig at frigøre i de fleste familiers liv, hvis vi kigger på det.

Det kan være en rigtig ting eventuelt at lave et skema, så familien kan se, hvad tiden egentlig bruges på. Det skal være jordnært, for så er det også nemmere at se, hvor der kan findes tid til at gøre noget aktivt sammen.

Læs mere om Sundhedsstyrelsens anbefalinger her.