Supersygehus aflyser næsten alle ikke-akutte operationer

Problemer med sterilcentralen på Aarhus Universitetshospital i Skejby betyder aflyste operationer - igen.

Det nye supersygehus i Skejby aflyser næsten alle operationer, der kan vente, i næste uge.

Det meddeler Aarhus Universitetshospital fredag eftermiddag.

Det er akut mangel på sterile operationsinstrumenter, der tvinger hospitalet til at aflyse 250 ikke-akutte operationer.

Lægefaglig direktør Jørgen Schøler Kristensen fortæller til DR Østjylland, at det er sterilcentralen, der på grund af driftsproblemer og manglende personale, simpelthen ikke kan følge med og nå at få steriliseret instrumenterne, der skal bruges til operationerne.

For at det ikke går ud over patientsikkerheden, slår man derfor bremsen i nu.

- Vi er nødt til i denne ulykkelige situation at prioritere de patienter, der har allerstørst behov for at blive operereret, og vi opererer patienter med kræft, og dem, der i øvrigt ikke kan vente, siger han.

Derudover sættes operationskapaciteten ned i de kommende måneder for at nå i bunds med instrumenterne, og det kan betyde at endnu flere operationer må udsættes, fortæller han.

- Vi beklager virkelig situationen, og personalet gør virkelig, hvad det kan for at få det til at fungere, siger han.

Ikke første gang, sterilcentral giver problemer

Det er ikke første gang, der er problemer med sterilcentralen. I juli måtte man aflyse 70 planlagte operationer på grund af en vandskade, for få instrumenter, flyverust i rene operationssæt, en sterilcentral, der ikke fungerede, og et personale, der ikke får tid til at træne i nye omgivelser.

Dengang forklarede man det med, at man var i gang med en stor flytning fra Aarhus Universitetshospitals øvrige afdelinger til supersygehuset i Skejby.

Men nu – knap fem måneder senere – må man altså aflyse operationer igen i et langt større omfang.

- Vi må erkende, at det at få flyttet det hele sammen, er en stor opgave, og nu er der kommet oveni, at vi mangler 16 medarbejdere i sterilcentralen - det er faktisk én stor del af medarbejderstaben. Dem mangler vi, fordi nogle har sagt op, og der er langtidssygdom.

- Og så må vi også sige, at der har været en meget stor akutaktivitet de sidste par dage, tilføjer han.

Da instrumenterne har hobet sig så meget op, som de har, og har ventet så længe på at blive rengjort, vil det tage tre-fire gange så lang tid få dem vasket og steriliseret, fortæller han.

Men han understreger samtidig, at man fra hospitalets side gør alt, hvad man kan for at komme problemerne til livs hurtigst muligt.

- Vi har kaldt ekstra personale ind, vi får hjælp fra andre hospitaler, og vi får patienter opereret på andre hospitaler, siger han.

De berørte patienter har fået besked eller vil blive kontaktet hurtigst muligt. Patienter, som ikke har fået besked om aflysning af deres operation, skal møde op til den planlagte operationstid.

Facebook
Twitter