Svære parkeringsforhold har gjort aarhusianerne gladere for p-vagterne

Nu brokker borgerne sig ikke over p-vagterne længere - de vil have mere kontrol, fortæller kommunen.

Kommunen modtager i stigende grad klager over mangel på parkeringsvagter frem for klager over parkeringvagter (arkivfoto). (Foto: © lev dolgachov, lev dolgachov)

Parkeringsforholdene i Aarhus er nogle steder så udfordrende, at folk klager til kommunen. Men det er ikke p-bøder eller emsige parkeringsvagter, der bliver klaget over – faktisk er det nærmere mangel på samme.

Det fortæller Kim Gulvad Svendsen, der er chef for drift og myndighed i Center for Byens Anvendelse i Aarhus Kommune.

- Det er egentlig gået fra, at vi har haft folk, der har brokket sig meget over at have fået en parkeringsafgift til, at folk gerne vil have, at vi kommer og laver mere kontrol, fordi man gerne vil kunne komme frem i det kvarter, man bor i, forklarer han.

- For hver gang der kommer én klage, er der to, der henvender sig og er glade for kontrollen, siger han.

På den måde bliver parkeringsvagterne i højere grad set som en allieret, og det har haft en betydelig en effekt på parkeringsvagternes arbejdsmiljø. Det glæder Kim Gulvad Svendsen.

- De oplever faktisk, at folk nikker anerkendende og siger: ”I gør et godt stykke arbejde”.

Kommunen har dog ikke planer om at ansætte flere parkeringsvagter, fortæller Kim Gulvad Svendsen.

- Vi lytter og sender nogen forbi, og er der nogle steder, der går igen, lægger vi det ind i vores system over steder, siger han.