Svært at finde røgfri lejligheder

Rygeforbuddene breder sig, men det er svært at finde røgfri lejligheder.

Flere arbejdspladser har røgfri arbejdstid, hvilket vil sige, at det er helt forbudt at ryge på jobbet.

Arbejdspladser, skoler, busser, sygehuse og restauranter. I årevis har rygeforbud bredt sig, men når det gælder lejligheder, har røgfriheden stadig trange kår.

I Silkeborg har Arbejdernes Andelsboligforening en enkelt afdeling med 17 lejligheder, hvor beboerne selv har vedtaget rygeforbud, men ellers viser en rundringning til flere østjyske boligforeninger, at der er langt mellem røgfri lejligheder.

Hos Astma-Allergi Danmark er det ellers oplevelsen, at der er brug for dem, siger rådgivningschef Betina Hjorth.

- Hver uge har vi flere henvendelser fra folk, der bliver generet af naborøg, siger kun.

Kun ganske få boligforeninger har røgfri boliger, og en af de få er en afdeling af AAB i Silkeborg. Lise Dam er formand for afdeling 37 med 17 lejligheder på Sanatorievej midt i Silkeborg.

- Det var flere, der ikke kunne tåle røg. Nogle har dårligt hjerte, og nogle har KOL, fortæller hun.

Forbuddet i lejlighederne har varet i to år, og lejlighederne er efterspurgte, siger udlejningschef Helle Winge Hansen. Det betyder, at rygere må udenfor på gaden eller ned i en lille pavillon, hvis de ikke kan undvære en cigaret.

Rygeforbuddet gælder på samme måde som andre forbud, for eksempel mod kæledyr, og AAB Silkeborg har ikke haft nogen sager om overtrædelse af rygeforbuddet.

Boligforeningen Århus Omegn har nu 13 røgfri rækkehuse i Hasselager og Elev ved Lystrup, og det er planen, at der kommer flere, siger informationschef Tina Axelsen.

Facebook
Twitter