Sygehuse har taget kampen op mod overbelægning

12 sygehuse har øget fokus på at forbedre patientflowet på afdelingerne

- Vi snakker om, hvor mange patienter man har i de enkelte afsnit, og hvordan vi får det hele til at balancere i løbet af dagen, siger oversygeplejersken på akutafdelingen i Randers.

Overbelægning på landets sygehuse er stærkt generende for patienter, som må ligge på gangene eller måske endda i et skyllerum. Men det er også skadeligt for patientsikkerheden og for personalets arbejdsforhold.

Derfor har 12 danske hospitaler arbejdet på at forbedre det såkaldte flow af patienter gennem hospitalet.

Et af hospitalerne er Regionshospitalet Randers.

Her har man gjort flere ting for at undgå overbelægning, blandt andet har man kapacitetskonferencer, hvor repræsentanter fra de forskellige afdelinger mødes og får et overblik over situationen i hver afdeling:

- Vi snakker om, hvor mange patienter man har i de enkelte afsnit, og hvordan vi får det hele til at balancere i løbet af dagen, siger oversygeplejerske på hospitalets akutafdeling, Bodil Clemensen.

Og det har haft en stor virkning, fortæller hun.

- På den måde er der ikke nogen afsnit, der kommer til at have for mange eller for få patienter. Det er dér, vi har mulighed for at flytte lidt rundt og nogle gange låne personale ud, siger oversygeplejersken.

De hospitaler, der er med i projektet, er: Hvidovre Hospital, Holbæk Sygehus, Slagelse Sygehus, Hospitalsenheden Horsens, Regionshospitalet Randers, Sygehus Thy-Mors, Nordsjællands Hospital, Køge Sygehus, Kolding Sygehus, Hospitalsenheden Midt, Hospitalsenheden Vest og Sygehus Vendsyssel.

KONTAKT REDAKTIONEN

Skriv til os på P4aarhus@dr.dk. Du kan vedhæfte billeder, dokumenter eller videofiler, som du gerne vil dele med os.

Det er ikke sikkert, at DR bruger dit materiale. Det vurderer redaktionen. Når du sender materiale til os, kan DR frit offentliggøre og bruge dit indhold overalt i DR’s medier. Du vil blive krediteret.