Tæt på to fremtidige vælgere: Nyheder, snapchat og fremtidsplaner

Den næste generation af vælgere bruger det sociale medie Snapchat hele tiden og igen. Vi har fået indblik i to unges liv på Snapchat på en helt almindelig hverdag.

(Foto: © Lucas Nielsen og Andreas Skanderup)

Solen er endnu ikke stået op over Horsens, hvor Lucas Nielsen og Andreas Skanderup på 15 år netop er vågnet.

Klokken har rundet halv syv, og telefonerne lyser op på de to teenageværelser – tæt ved hånden som normalt. Vennerne er ikke længere væk end en besked eller et billede på Snapchat.

Lucas Nielsen lader dynen falde og hopper ind under bruseren for at vaske søvnen af sig.

- Efter et bad tager jeg altid noget morgenmad, og sætter mig ind i stuen foran tv’et. Jeg kan godt lide at se nyheder, før jeg skal i skole, siger han og forsætter:

- For eksempel nu, hvor der har været stormflod mange steder i Danmark, så synes jeg, det er spændende at følge med. Mange steder har man jo ikke sørget for kystsikring.

En god dag starter med nyheder for Lucas Nielsen. (Foto: © Lucas Nielsen)

Skolen og lektierne kalder

I en anden del af Horsens er Andreas Skanderup hoppet på cyklen på vej mod Østerhåbskolen, hvor han går i 8. klasse.

Han har altid været glad for at gå i skole, og selvom folkeskolen endnu ikke er afsluttet, er hans fokus rettet mod fremtiden.

- De sidste fire år har jeg vidst, at jeg gerne vil være advokat. Jeg ved, mit faglige niveau kan række til det, og det vil jeg gerne gøre brug af, fortæller han.

I 8. klasse er Andreas Skanderup også begyndt af få karakterer, og med et kompas, der sigter mod gymnasiet og senere universitetet, mærker han allerede nu presset, han lægger på sig selv.

- Jeg er ikke nær så meget sammen med vennerne nu, som jeg var i de mindre klasser. Tiden er ikke den samme, når jeg gerne vil klare mig godt, fortæller Andreas Skanderup.

Skolen fylder generelt meget i hans bevidsthed, og en side af ham kan være nervøs for, hvorvidt han kan indfri de forventninger, han sætter op for sig selv.

- Lige nu bekymrer det mig mest, om jeg kan holde til presset, der kommer, når jeg skal til eksamen i 9. klasse. Jeg vil ikke skuffe de lærere i min skole, der siger, jeg kan blive til noget stort, siger han.

Hvis det stod til Andreas Skanderup skulle undervisningen i Folkeskolen være niveaudelt. (Foto: © Andreas Skanderup)

En plan for fremtiden har Lucas Nielsen også allerede lavet. Lige nu går han i 9. klasse på Højvangskolen i Horsens, hvor han sidste år blev skolens nye elevrådsformand.

- Bagefter folkeskolen vil jeg gerne på kokkeskole. Jeg tror ikke, jeg har de faglige egenskaber til at komme på gymnasiet, og jeg ved heller ikke, om jeg vil kunne klare presset, fortæller Lucas Nielsen.

Lucas Nielsen fra en matematiktime på Højvangskolen i Horsens (Foto: © Lucas Nielsen)

De første digitale indfødte

På Østerhåbskolen har det ringet til frikvarter for Andreas Skanderup og klassekammeraterne. Pauserne bruger han ofte med vennerne, en fodbold mellem fødderne og mobilen i lommen.

- Når vi spiller fodbold ude i skolegården, er det dejligt for en stund at føle, man ikke er i skole længere, fortæller Andreas Skanderup.

Efter den nye folkeskolereform blev indført, er skoledagene for både Andreas Skanderup og Lucas Nielsen blevet væsentlig længere, og det kan gå ud over tiden med vennerne, synes de begge.

Andreas Skanderup vil helst bruge pauserne i skolen på at spille fodbold med vennerne (Foto: © Andreas Skanderup)

Alligevel peger de begge på, at venner og familie er dem, der giver hverdagen indhold og mening. Der skal hele tiden arbejdes for at skabe og vedligeholde de personlige venskaber, men heldigvis er de født ind i en tidsalder med platforme, der hjælper dem på vej.

- Når jeg kommer hjem fra skole, sætter jeg mig ofte ved computeren og skriver med min kæreste og vennerne. Man kan altid hurtigt komme i kontakt med dem på de sociale medier, og det kan jeg rigtig godt lide, siger Andreas Skanderup.

Det er også gennem de sociale medier, at Andreas Skanderup og mange af hans jævnaldrende primært får deres nyheder fra. Uanset om det er en opdatering på vennernes dag eller nyheder fra ind- og udland, er medier som Facebook, Instagram og Youtube kun et klik væk.

- På Facebook kan jeg følge med i mine venners liv, og her får jeg også de nyheder, jeg gerne vil have. Jeg går sjældent ind på mediernes egne hjemmesider, fortæller han.

'Vi vil tjene vores egne penge'

Når skolen er forbi, har både Lucas Nielsen og Andreas Skanderup fritidsjob og en sportsgren, de hver især forsøger at finde plads til.

Lucas Nielsen arbejder i frugt- og grøntafdelingen i Bilka, mens Andreas Skanderup går med aviser. Begge vil gerne tjene deres egne penge, og de vil selv være herrer over, hvad pengene skal bruges på.

Mellem skole og job dyrker Lucas Nielsen og Andreas Skanderup henholdsvis orienteringsløb og fodbold, og udover at bidrage til et socialt fællesskab, kan sporten være et tiltrængt pusterum fra skolen.

- Fodbold betyder virkelig meget for mig. Det er mit frirum. Når presset bliver for stort i skolen, og jeg er på kanten til at bryde sammen, så griber jeg en fodbold, og det giver mig luft, oplever Andreas Skanderup.

For Lucas Nielsen er orienteringsløbet også et rart holdepunkt i en hverdag, hvor man ofte er på.

Her kan han mødes med andre, men han kan også være alene, når han har brug for det. Og så handler det frem for alt om, at være i konkurrence med sig selv.

- Jeg kan godt lide at udfordre mig selv med orienteringsløb og opleve, hvordan mine tider løbende bliver bedre.

Dagen slutter ved skærmen

I konkurrence med sig selv er de to teenagedrenge også, når de dagligt sidder foran tv- eller computerskærmen. Om der står PlayStation eller computerspil på menuen, så er det noget, der har deres fokus.

- Nogle gange kan det være rart bare at forsvinde ind i et andet univers, fortæller Lucas Nielsen.

Når Andreas Skanderup slapper af, vil han gerne spille fodbold på banen eller på sin Playstation. (Foto: © Andreas Skanderup)

Selvom det kan være befriende at sætte høretelefonerne over ørerne, så interesserer de to 15-årige drenge sig også for det samfund, de snart på demokratisk vis får indflydelse på.

Begge peger de blandt andet på, at præsidentvalget i USA og flygtningekrisen er noget, der har deres fokus.

- Jeg holdt med Hillary fra starten, og fulgte med i nogle af debatterne, men faktisk synes jeg ikke, at nogle af dem var at foretrække som præsident, slår Lucas Nielsen fast.

- Jeg interesserer mig også for, hvad der sker i verdenen politisk, siger Andreas Skanderup og forsætter:

- Men jeg tror også på, at når jeg selv må bruge min stemme, så kommer jeg til at følge endnu mere med i dansk politik.

Den 2. februar skal de to elever fra Horsens stemme til skolevalget sammen med 60.000 andre 8., 9. og 10. klasses elever.

De er Danmarks næste generation af vælgere, og skolevalget skal inspirere dem til at lære endnu mere om politik, inden de om få år skal stemme til et rigtigt folketingsvalg.