Tavler i sort: Ingen tog ind og ud af Aarhus her til morgen

Passagerer skal med togbusser mellem Skanderborg og Langå og forvente længere rejsetid.

Pendlere må forvente mere rejsetid i dag gennem Aarhus.

Fredag morgen kører der ikke tog mellem Langå-Aarhus H-Skanderborg, men passagerer bliver lige nu henvist til togbusserne.

I Aarhus venter Anne Bjerregaard Manø på toget. Hun skulle have været til Essen i Tyskland.

- Det er frustrerende, når man er stået op klokken 5 i morges for at komme afsted. Vi tager det, som det kommer, og håber at vi kommer frem, siger hun.

Det skyldes en fejl på signalerne på grund af strømnedbrud i Aarhus. Banedanmark arbejder på at finde og rette fejlen, fortæller pressemedarbejder hos Banedanmark Christopher Mortensen.

- Det er en frustrerende morgen for alle, men vi fokuserer på at få problemet løst og gør, hvad vi kan, for at passagererne kan komme frem her til morgen, siger han.

Tjek Rejseplanen hvis du skal med toget

En fast rejseplan for de 35 togbusser kan ses på rejseplan.dk, og Christopher Mortensen opfordrer alle til at gå ind og tjekke Rejseplanen.

Fejlen i Aarhus betyder nemlig, at passagerer må påregne forsinkelser i det meste af Jylland og på tværs af landet, da forsinkelser og aflysninger kan sprede sig til Fyn og Sjælland.

Regionaltogstrafikken på Sjælland skulle ikke være berørt, oplyste Banedanmark klokken 6.30 fredag morgen.

Der er færre regionaltog mellem Langå og Struer og på Thybanen. Der vil også være aflysninger flere steder.

Passager Anna Lindholm står på Aarhus Hovedbanegård og skulle være mødt på arbejde i Hadsten klokken 7.

- Det er ærgerligt, fordi Hadsten lige er den station, der er helt lukket, for de kører direkte til Langå nu uden mellemstop. Så jeg venter spændt, siger hun.

Hun har spurgt en medarbejder, hvad hun skal gøre, når hun skulle møde klokken 7 på arbejde.

- Han sagde, at så skal du ringe og sige, at du ikke ved noget. Men det er ok. Det er hvad der kan ske, siger Anna Lindholm.

De første togbusser er fremme, og DSB begynder at køre i pendulfart mellem Langå St og Aarhus H med stop i Hadsten samt mellem Skanderborg og Aarhus H med stop i Viby J.

- Det vil tage længere tid og ikke mindst for pendlerne. Vi gør, hvad vi kan for at håndtere problemet, og vi har haft gode folk ude siden klokken tre, siger Christopher Mortensen.

Der er ingen tidshorisont på, hvornår problemet er løst.

Facebook
Twitter