Tidligere Randers-borgmester om anklager i usædvanlig retssag: Der var ikke tale om hævn

Tre byrådsmedlemmer i Randers Kommune har lagt sag an mod kommunen for ulovlig omkonstituering.

- Der var ikke tale om hævn, da vi lavede omkonstitueringen. Det vil jeg på det kraftigste understrege, sagde tidligere borgmester i Randers, Claus Omann Jensen (V), i retten i dag.

Det var ikke personligt, da et flertal i Randers byråd i 2015 lavede en omkonstituering, der betød, at Daniel Madié (K), Bjarne Overmark fra Beboerlisten og Kasper Fuhr Christensen fra Velfærdslisten mistede deres formandsposter i tre udvalg.

Sådan lød det i dag fra tidligere borgmester Claus Omann Jensen (V), da han afgav forklaring i Retten i Randers i en spektakulær retssag, hvor de tre politikere, der mistede deres formandsposter har lagt sag an mod Randers Kommune.

De mener nemlig, der var tale om en ulovlig omkonstituering.

Ifølge de tre politikere, brød flertallet i byrådet den konstitueringsaftale, der blevet indgået efter valget i 2013, der gjorde Claus Omann Jensen (V) til borgmester og de tre forurettede politikere til formænd.

Den konservative Daniel Madié mener, at hele omkonstitueringen var en slags hævn, fordi de tre politikere havde været modstandere af især en ny skolestruktur, som et flertal i byrådet havde besluttet at gennemføre.

- Det var en politisk udrensning, der skete, siger han.

Men ifølge tidligere borgmester Claus Omann Jensen var det ikke tilfældet.

- Der var ikke tale om hævn, da vi lavede omkonstitueringen. Det vil jeg på det kraftigste understrege, sagde han i retten i dag.

Han fortæller, at det i stedet handlede om, at udvalgsstrukturen ikke var hensigtsmæssig.

- Det var for at skabe mere efficiente udvalg, for det var noget rod med de udvalg, vi havde lavet, sagde han.

Ifølge den tidligere kommunaldirektør og den tidligere stabschef var omkonstitueringen både saglig og lovlig.

S og Rad. V: Det var et personspørgsmål

Omkonstitueringen blev stemt igennem med 16 stemmer for og 15 i mod. Det var Venstre og Dansk Folkeparti, der dannede flertallet. Blandt de, der stemte imod, var oplevelsen af forløbet og formålet med omkonstitueringen dog en helt anden.

- For mig var der ingen tvivl om, at Omann og gruppeformanden fra Ventstre Anders Buhl Christenen ikke snakkede om udvalgene som et problem med mig. Problemet var Kasper Fuhr og Bjarne Overmark, lød det i retten fra Mogens Nyholm (Rad. V.)

- Jeg forsøgte at tale dem fra en omkonstituering, men jeg talte helt for døve ører, lød det.

Samme melding kom fra Socialdemokratiets Torben Hansen, som nu er borgmester i kommunen.

- I forbindelse med omkonstitueringen frem til april 2015 har jeg ikke hørt andet, end at det var en personspørgsmål.

Det samme sagde partifællen Mikael Mouritsen (S)

- Omkonstitueringen var et påskud for at komme af med udvalgsformændene. Problemet med udvalgsstrukturen var bare et påskud.

Der kan gå op til otte uger, før der falder dom i sagen.