Tidligere topchef i Aarhus Kommune dømt i bestikkelsessag

Den tidligere forvaltningschef var tiltalt for blandt andet at have modtaget festivalbilletter.

Det var retten i Aarhus, der tog stilling til sagen. (© Dr Østjylland)

I dag faldt der dom i en usædvanlig bestikkelsessag, hvor Claus Pedersen - tidligere forvaltningschef i Aarhus Kommune - var tiltalt for at have modtaget bestikkelse.

Dommen lyder på fire måneders betinget fængsel til den tidligere topchef og samfundstjeneste i 100 timer.

Han var tiltalt for blandt andet at have modtaget billetter til Nibe Festival, en golftur til Sverige og et sponsorat på over 200.000 kroner til en badmintonklub i Aalborg, hvor han er bestyrelsesmedlem.

Det skete i perioden 2010 til 2016, hvor han var chef for kommunens Natur og Vej Service og Center for Byens Anvendelse.

Forud for dommen havde den tidligere forvaltningschef selv nægtet sig skyldig i at have modtaget bestikkelse.

Den 58-årige tidligere forvaltningschef blev ud over bestikkelse også dømt for mandatsvig ved at have købt tøj for cirka 3.000 kroner til privat brug på kommunens regning.

En virksomhed dømt, en anden frifundet

I sagen var også de to virksomheder, som havde givet gaverne til forvaltningschefen, på anklagebænken.

Den ene, en maskinforretning, var tiltalt for uberettiget at have givet koncert- og festivalbilletterne til den 58-årige Claus Pedersen samt sponsoratet til badmintonklubben, samtidig med at maskinforretningen solgte maskiner til kommunens tekniske forvaltning.

Også maskinforretningen havde nægtet sig skyldig, men retten mente, at det var bevist, at både gaver og sponsorat var uberettigede og blev givet med det formål at opnå en forretningsmæssig fordel for virksomheden.

Maskinforretningen fik således en bøde på 100.000 kroner, og forretningens ejer blev idømt 60 dages betinget fængsel og 80 timers samfundstjeneste.

Den anden virksomhed blev derimod frifundet, og det samme blev ejeren og en tidligere direktør i virksomheden.

Her lagde retten til grund, at virksomheden kun var tiltalt for ét forhold - nemlig en golftur til Sverige, hvor det ikke kunne afvises, at der var et fagligt mål med turen. Her blev også den tidligere forvaltningschef i kommunen frifundet for at have taget imod turen.

Anklager krævede mindst seks måneders fængsel

Specialanklager Jesper Rodkjær havde krævet fire-seks måneders ubetinget fængsel til den tidligere forvaltningschef.

Ifølge anklageren var koncertbilletter og festivalbilletter nemlig langt over bagatelgrænsen for, hvad en offentligt ansat kan tillade sig at modtage.

- Det er i størrelsesordenen en reklamekuglepen og et par bolsjer, lød det.

Også sponsoratet til badmintonklubben mente anklageren, at både den tidligere forvaltningschef og maskinforretningen havde draget fordel af, fordi virksomheden netop samtidig solgte maskiner til forvaltningschefens afdeling.

Og dermed var der tale om bestikkelse, forklarede anklageren.

Anklageren lagde også vægt på, at der ikke var nogen faglig grund til, at forvaltningschefen skulle have adgang til koncerter og festival.

Selvom forvaltningschefen samt it-virksomheden blev frifundet i forhold til golfturen til Sverige, og forvaltningschefen blev idømt en betinget dom i stedet for en ubetinget, var Jesper Rodkjær tilfreds med resultatet.

- Det sender et signal om, at man ikke kan modtage billetter til festivaler og koncerter, hvis man samtidig har et forretningsmæssigt mellemværende, og man skal tænke sig meget om, når man tegner sponsorater i en klub, når der er tale om nogen, man også har en arbejdsmæssig relation til, siger han til DR Østjylland.

Han fortæller, at man endnu ikke har besluttet, om anklagemyndigheden vil anke sagen.

Forsvarer: Handlede i god tro

Forsvarer Søren Beckermann ønskede den tidligere forvaltningschef frifundet for alle forhold omkring bestikkelse.

Ifølge ham er det svært at vide, hvilke gaver der er okay at modtage, fordi der ikke er nedskrevet nogen specifik bagatelgrænse.

- Så det kan være svært at navigere i og forudse på forhånd, om det er noget, man kan blive straffet for, lød det.

I forbindelse med sponsoraterne lagde forsvareren vægt på, at det ikke var Claus Pedersen, der modtog pengene, men den badmintonklub, han sad i bestyrelsen for.

- Han har ikke fået en krone ud af det, fastslog forsvareren.

Koncertbilletterne var under bagatelgrænsen, mente forsvareren og lagde vægt på, at forvaltningschefen i flere tilfælde ikke brugte de billetter, han havde fået.

Golfturen til Sverige indebar 'faglig udvikling', og derfor skulle Claus Pedersen også frifindes for det, mente forsvareren. Og det skete altså også.

Efter domsafsigelsen fortæller forsvarsadvokaten, at han er ærgerlig over udfaldet og nu overvejer at anke dommen.

- Det er klart, at det skal vi selvfølgelig ind og se på, og der indgår i det, at det har været en meget langvarigt forløb for min klient, og det har tæret på ham, siger han.

- Vi synes, der nu efterhånden er gået så lang tid, så vi skal se, om vi nu bare ønsker en afslutning på det hele, eller om vi synes, den er så forkert, at vi vil have den i landsretten.

Den tidligere forvaltningschef afsluttede i sidste uge med selv i 13 minutter at liste op, hvor meget sagen har påvirket ham, og hvor stor en gevinst han har været for byen og byens borgere.

Borgmester i Aarhus Kommune Jacob Bundsgaard (S) siger i en kommentar til DR Østjylland, at han er tilfreds med, at retten nu har talt, og der ser ud til at være sat et punktum i sagen.

- Det er ingen hemmelighed, at sagen har trukket spor i Aarhus Kommune og i særdeleshed i Magistratsafdelingen for Teknik og Miljø, hvor sagen udspillede sig, skriver han.

Sagens forløb

  • Den tidligere forvaltningschef blev sigtet i sagen tilbage i 2017, og DR Nyheder har tidligere beskrevet, hvordan en række medarbejdere i en årrække forinden forsøgte at gøre ledelsen i Aarhus Kommune opmærksom på, at der foregik ulovligheder i forvaltningen.

  • Men advarslerne blev overhørt, og flere af whistleblowerne endte med at miste deres job, efter de havde klaget over Claus Pedersen.

  • Herefter valgte en af whistleblowerne at gå til Århus Stiftstidende med sin mistanke i efteråret 2015.

  • Først derefter blev forvaltningschefen fyret og anmeldt til politiet af Aarhus Kommune.

Artiklen er opdateret klokken 14.20 med flere detaljer om dommen samt kommentar fra anklageren og 15.23 med kommentar forsvarer og fra borgmesteren i Aarhus Kommune.

Facebook
Twitter