Tilhængere af Kattegatbro vejrer morgenluft med droppet timemodel og bred regering

Men debatten om en bro fra Sjælland til Jylland er langt fra slut, mener modstandere og borgmester på Samsø.

En forbindelse mellem det vestlige Sjælland og østlige Jylland - hen over Samsø - er i den grad i spil med den nye SVM-regering, mener tilhængere af projektet. (Foto: © MORTEN JUHL, Scanpix Denmark)

Chancerne for at få bygget en Kattegatforbindelse er blevet større.

Det mener formanden for Kattegat-komitéen, Michael Svane, efter at flertallet bag Togfonden er væk med den nye SVM- regering.

Togfonden skulle gøre togturen mellem landets største byer langt hurtigere end i dag med den såkaldte timemodel, men med det nye regeringsgrundlag lægges den formentlig i graven.

- Vi har hidtil haft to bolde i spil. Togfonden med timemodellen og så en fast Kattegatforbindelse. Jeg forstår det nye regeringsgrundlag på den måde, at den ene bold er sparket helt ud af banen. Så er der én bold tilbage, og det er en Kattegatforbindelse, siger Michael Svane.

I forsommeren landede en længe ventet forundersøgelse af Kattegatforbindelsen, men det fik ikke politikerne til at iværksætte en grundigere og langt dyrere VVM-undersøgelse, der anses som et stort skridt hen mod en beslutning om at sætte byggeriet i gang.

I stedet er der nu lagt op til nye forundersøgelser af miljø- og klimakonsekvenserne.

Kræver opbakning fra både V og S

Michael Svane lægger også vægt på, at ord som ’sammenhængskraft’, ’mobilitet’ og ’infrastruktur’ er nævnt som vigtige ting at styrke i det nye regeringsprogram.

- Ordet ’Kattegatforbindelse’ er ikke nævnt, men den rykker i hvert fald tættere på den politiske virkelighed, mener Michael Svane.

Den tidligere direktør i Dansk Industri ser også perspektiver i, at begge de traditionelt regeringsbærende partier, Venstre og Socialdemokratiet, er med i den nye regering – og at en Venstre-politiker nu er transportminister.

Her er nogle af de løsninger, der er i spil, hvis Kattegatforbindelsen føres hen over Samsø. Den anslåede pris for den cirka 40 kilometer lange bro vil være knap 110 milliarder kroner for den billigste løsning. Kilde: Vejdirektoratet

- Der er ingen tvivl om, at et stort projekt som en Kattegatforbindelse kræver, at både Venstre og socialdemokraterne er med. Og jeg er helt sikker på, at Moderaterne også støtter op om at kigge pænt og ordentligt i retning af en Kattegatforbindelse, siger han.

Tror ikke, at trafikproblemer løses

De argumenter er bromodstanderne ikke med på. Slet ikke.

Finn Vesterlund bor i Odder, hvor en Kattegatforbindelse kan komme til at gå, og han er formand for foreningen 'Kattegatforbindelsen Nej Tak'.

- At bruge som argument for en Kattegatforbindelse, at timemodellen er sparket ud af banen, er tæt på at være en uartighed, siger han:

- Hvad er det rent faktisk for et problem, den Kattegatforbindelse skal løse? Perspektivet er, at den måske kan stå klar i 2040. Så man vil løse et problem, vi står med i dag med en løsning, der kan være klar om 18 år, siger Finn Vesterlund.

Han mener heller ikke, at Kattegatforbindelsen vil skabe større sammenhængskraft i Danmark.

- Det passer kun i forhold til, at man binder København og Aarhus tættere sammen. Men hvad med resten af landet? Ikke mindst Syddanmark. Hvordan skal de indgå i en sammenhæng i Danmark, når man kører udenom?

- Kattegatforbindelsen er ikke løsningen på fremtidens trafikproblemer. Og hvis man vil løse dem på en grøn og bæredygtig måde, er det slet ikke den vej, man skal gå, mener Finn Vesterlund.

Borgmester glad for det, der ikke står

På Samsø er der udbredt modstand mod en Kattegatforbindelse. En af bekymringerne er, at det vil gå ud over natur og turisme.

Men borgmester Marcel Meijer (S) ser ikke det nye regeringsgrundlag i helt samme lys som Michael Svane og Kattegatkomitéen.

- Først og fremmest er jeg glad for, at der ikke står i regeringsgrundlaget, at man har besluttet at lave Kattegatforbindelsen. Vi får nu muligheden for at diskutere det i de kommende år, siger han.

Marcel Meijer erkender dog, at han læste regeringsprogrammet med en smule frygt i maven.

- Indenfor mit eget parti er der mange meninger om sådan en bro, men der kan ske en hel masse i en regeringsforhandling. For eksempel kom det som lyn fra en klar himmel, at vi ikke længere skal fejre store bededag. Så Kattegatforbindelsen var noget af det første, jeg kiggede efter i regeringsgrundlaget, siger han.

'Brydekampen er slut'

Michael Svane er enig i, at debatten kommer til at fortsætte, og han vil ikke sælge skindet, før bjørnen er skudt.

Kattegatkomitéen bakker også op om, at der stadig er analyser, der skal gennemføres.

- Men den politiske brydekamp mellem Togfonden og en Kattegatforbindelse er væk. Dermed rykker en Kattegatforbindelse også tættere på, mener han.

Det har ikke været muligt at få en kommentar til Kattegatforbindelsen fra den nyudnævnte transportminister, Thomas Danielsen (V).

En kombineret vej- og togforbindelse over Kattegat er senest i juni 2022 blevet vurderet til at koste cirka 110 milliarder kroner.