Tina var på kontanthjælp i 22 år, fordi det var for nemt: Nu er hun leder

PORTRÆT Tina Skovmand Jensen har vundet 'Fællesskabsprisen' for at være et godt forbillede.

- Min chef siger hele tiden: Nu skal du udvikles, Tina! Så siger jeg: Åh nej, nu igen.

Smilet i øjnene under den rødbedefarvede korthårsfrisure afslører en vis ironisk distance til det, Tina Skovmand Jensen selv siger. Hun ved det jo godt - nu.

Det med at tage ansvar, gøre sin pligt og udvikle sine faglige kompetencer er fedt. Et arbejdsliv med en støttende chef, glade medarbejdere og gode kunder giver selvtillid. Det giver faktisk mere end selvtillid.

Tina Skovmand Jensen blev nemlig i juni tildelt 'Fællesskabsprisen 2017' for at være et forbillede for langtidsledige.

Det var der dog ikke meget, som pegede i retning af i løbet af hendes 22 år på kontanthjælp. For havde en kommunal sagsbehandler sat sig for at udvikle Tina Skovmand Jensen, ville modtagelsen været stik modsat end i dag.

- Så havde jeg sagt, du må da være fuldstændig åndssvag. Hvad skal jeg udvikles for? Jeg følte ikke, jeg havde brug for at blive udviklet, siger hun.

Disruption i Randers

Men man behøver tilsyneladende ikke at være hverken Hella Joof eller indianer for at gøre noget så moderne som at disrupte sit liv – nulstille det, vende det på hovedet og starte forfra.

Som 39-årig kontanthjælpsmodtager og mor til fire fik Tina Skovmand Jensen en praktikplads i rengøringsfirmaet ISS, og det førte til, at hun fik sit første job nogensinde.

Tina Skovmand Jensen kigger på billeder af sine fire børn og syv børnebørn. (Foto: Tina Vestergaard Andersen © Dr Østjylland)

Derefter tog hun kørekort, blev udnævnt til tilsynsførende hos ISS, blev gift og købte så et hus i landsbyen Værum omkring ti kilometer syd for barndomshjemmet i Randers.

På Nyvangsskolen i Nordbyen, hvor hun gik som barn, drømte de andre piger på om at blive sygeplejerske eller frisør, men Tina Skovmand Jensen ville være hjemmegående husmor.

På den måde kunne hun undgå flere år med undervisning, som hun havde svært ved at koncentrere sig om, husker hun fra sin faste plads i sofaen.

- Så slap du jo for at lave noget. Du kunne tulle rundt og være sammen med børnene. Du skulle ikke op og jage og stresse. Og sådan blev det, forklarer hun.

Da Tina Skovmand Jensen som 17-årig i 1986 blev mor til sit ældste af fire børn, hævede hun sin første kontanthjælp og flyttede hjemmefra. Vejen til mange års karriere som husmor på kontanthjælp var lagt.

- Det var altså lidt med vilje, at min datter skulle komme der. Vi havde jo alle sammen hørt, at når man fik børn, så skulle man gå hjemme.

Det med at kunne forsørge barnet tænkte hverken hun eller hendes kæreste synderligt over.

- Det var bare at gå ned på kommunen. Vi tænkte slet ikke på det med arbejde, siger hun.

Kommunen vil lukke kassen i

Det var ikke med Tina Skovmand Jensens velsignelse, at kommunen i 2008 efter 22 år med diverse aktiverings- og praktikforløb fik trumfet igennem, at nu skulle hun ud i praktik, ellers var der ingen penge.

- Det var en form for tvang. Det var ikke noget ønske, jeg havde, husker hun.

Med fire børn og en kæreste med et fast job var kontanthjælpen en god forretning.

- Jeg kan huske, at min sagsbehandler engang sagde, at jeg som hjemmegående husmor fik mere udbetalt end hans sekretær. Så tænkte jeg: Okay, hvad fanden skal jeg så ud og lave noget for.

I dag synes Tina Skovmand Jensen, at den indstilling var helt forkert.

- Nu render jeg rundt og losser alle mine unger i røven, hvis ikke de tager sig sammen og laver noget. 'Kom nu af sted med dig. En dag skal du også ud og forsørge dig selv', siger hun til dem.

En erkendelse der ifølge Tina Skovmand Jensen er kommet i takt med, at hun er blevet ældre, og som hun derfor må præparere sine børn med. For hvis man ikke ved, hvad det vil sige at have et arbejde, bliver kontanthjælp en vane.

- Den vane skal bare brydes, gadunkski, som hun siger.

- Så begynder man at tænke anderledes, helt anderledes.

Samtidig mener Tina Skovmand Jensen også, at det var et spørgsmål om, at hun selv skulle blive klar til et nyt liv.

Samvittigheden over at have kostet samfundet millioner tynger dog ikke. Tiden var en anden dengang. Gevinsten ved at gå på arbejde var for lav og kontanthjælpen for nem at hæve, uden der blev stillet krav, mener hun.

- Hvis man skulle i aktivering, kunne man bare melde sig syg. I dag er jeg aldrig syg. Det er sjovt, som man bliver rask af at gå på arbejde.

Et lille skub

Hvis kommunens tvungne praktikforløb var pisken, var ISS for Tina Skovmand Jensen guleroden.

Med en fastansættelse og opbakning, tillid og forståelse fra chefer, var rengøringsfirmaet det skub, der puffede den dengang 39-årige nybegynder godt til rette på en arbejdsplads.

En personlig erfaring hun selv bruger, når nye rengøringspraktikanter skal støttes til mere selvværd og komme sig over deres usikkerhed. Det handler om muligheden for at vise, at et arbejde er bedre end kontanthjælpen.

- Man bliver nødt til at have noget at sammenligne med. Dem, der kun har været på kontanthjælp, kan ikke se det. Så hvis min opbakning og støtte giver dem en følelse af, at det her kører skidegodt, så kan man håbe, at det hjælper, siger Tina Skovmand Jensen.

Tina Skovmand Jensen nyder at have flere penge mellem hænderne og have ret til at eje ting. (Foto: Tina Vestergaard Andersen © Dr Østjylland)

I dag står firmabilen i indkørslen til rødstenshuset i Værum. Senere skal den køre hende til en skole i Aalborg, der er ved at få sig en sommerferierengøring.

Alt i hendes eget hus er omhyggeligt, ryddeligt indrettet – og selvfølgelig pinligt rent. Tina Skovmand Jensen passer på sine ting.

- Det er fedt at kunne eje noget. Det må man jo ikke på kontanthjælp. Nu kan jeg købe, hvad jeg har lyst til, siger hun.

- Jeg har tit spurgt mig selv: Hvorfor har du ikke gjort noget ved det noget før? Og det kan jeg simpelthen ikke svare på. Jeg ved det ikke. Kontanthjælpen var for nemt.

Værdsat mønsterbryder

På hylden i stuen står mindet om, at det faktisk lykkedes at rive kontanthjælpslivet op med rode. En lille glaskugle på en udskåret træfod, hvor der på messingpladen står ’Fællesskabsprisen 2017’.

Det er en national pris, der hvert år uddeles til såkaldt almindelige mennesker, der har gjort en forskel for fællesskabet - og som Tina Skovmand Jensen fik i juni for at bryde med 22 års offentlig forsørgelse.

Det er en anerkendelse, hun på en gang er vildt stolt af og så også en lille smule forundret over skulle tilfalde lige hende.

- Dem, der får prisen, er jo nogle, der gør noget godt for andre eller en masse mennesker. Jeg har jo bare gjort noget godt for mig selv, fået øjnene op for nogle ting og så lavet noget om, siger hun.

Men er det ikke også prisværdigt at gøre noget godt for dig selv og vise dine børn, at det er vigtigt at forsørge sig selv?

- Jo, det er det selvfølgelig. Men jeg synes jo ikke, at jeg er en mønsterbryder. Jeg er bare kommet videre i mit liv. Men på den anden side er det også fedt, hvis der er nogle, der kan sige til sig selv, at det kunne jeg også godt tænke mig. Det ville være rigtigt fedt.

Tina Skovmand Jensen har placeret prisen på en hylde over tv'et midt i stuen. (Foto: Tina Vestergaard Andersen © Dr Østjylland)

Blå bog: Tina Skovmand Jensen

  • 48 år og opvokset i Randers.

  • Gift med Frank, der er maskinsnedker.

  • Har fire børn og syv børnebørn.

  • Fik sit første arbejde den 5. maj 2008. Da var hun 39 år.

Facebook
Twitter