Torben og Dorte får stråling i soveværelset, men ingen ved, om det er skadeligt

Ingen ved med sikkerhed, om det kan skade sundheden, når elektrificeringen af tog giver 102 familier stråling i hjemmet.

Her kommer IC3-toget tæt forbi huset på Hylkevej ved Skanderborg. (Foto: Johannes reimer © dr)

Et østjysk ægtepar står over for et af deres livs sværeste valg i de kommende måneder.

Dorte og Torben Pedersen bor midt i noget af landets smukkeste natur, men Banedanmark vil sætte strøm til togene, der kører lige forbi deres hus. Og det vil give elektromagnetisk stråling ind i soveværelset.

De elektriske tog skal - efter planen - begynde at køre på den jyske længdebane mellem Fredericia og Aalborg fra 2025.

I alt 102 familier bor så tæt på banen, at de kan få stråling over WHOs anbefalede grænseværdi på 0,4 mikrotesla i huset. Men altså kun i de få sekunder, det tager togene at passere.

Men er den slags overhovedet farligt? Ingen ved det med sikkerhed, og derfor er Torben Pedersen bekymret.

- Vi har cirka syv meter fra nærmeste togskinne til husmuren, så vi står cirka seks meter fra toget, fortæller han.

Det svære valg

I soveværelset på første sal på Hylkevej uden for Skanderborg vil der indtil første meter inde i soveværelset være stråling over grænseværdien for magnetfeltet. Efter en meter rammer strålingen grænseværdien på 0,4 mikrotesla.

Torben og Dorte Pedersen står nu i en situation, hvor de skal vælge, om der skal laves en servitut på ejendommen og få en kompensation, eller om Banedanmark skal købe ejendommen i en ekspropriering.

- De vil gerne have, at vi beslutter os hurtigst muligt, men gerne hen i september. Vi har ingen konkrete tal på bordet, så derfor er valget næsten umuligt for os, synes vi, siger Dorte Pedersen.

Ekspert: Umuligt at kende sundhedsrisikoen

Strålingen er der altså ikke hele tiden, men kun i det øjeblik, toget kører forbi.

Ifølge forsker og overlæge Christoffer Johansen, der blandt andet arbejder med at undersøge elektromagnetiske felter og risikoen for sygdom relateret til det, er det umuligt at sige noget om konsekvenserne af de forbipasserende tog.

I hvert fald når det gælder voksne.

- Vi ved faktisk ikke, hvor farligt det er. Spørgsmålet er blevet reduceret til at dreje sig om, hvorvidt børn har en øget risiko for kræft. Man mener ikke, voksne har en øget risiko, hvis der er en eksponering på 0,4 mikrotesla, siger han.

Grænseværdien på 0,4 mikrotesla blev fastsat, da man i sin tid lavede de første undersøgelser af børn, der boede tæt på højspændingsledninger.

- Her fandt man, at de havde en øget risiko for leukæmi. I Danmark siger man, det svarer til et nyt tilfælde per femte år, siger han.

Hvad han ville anbefale ægteparret, vil han helst ikke svare på.

- Det er rigtig svært at svare på. Det er en meget individuel afgørelse, man gør i sådan en sag, lyder det.

Ægtepar overvejer at blive

Den store terrasse med panoramaudsigt til Skanderborg Sø, vandrehjemmet og golfbanen virker tillokkende for ægteparret, der overvejer at blive.

- Det er et sted, vi har drømt om at være mange, mange år endnu, fordi det fås bare ikke bedre, siger Dorte Pedersen.

- Det er livet for mig at stå op og kigge ud over den udsigt, vi har boet med i 40 år, siger hendes mand.

Ægteparret vil nu forsøge at se sig om efter andre lignende eksempler herhjemme, inden de beslutter sig.

Facebook
Twitter