Tosproget skole går all in på jul: 100.000 kroner er brugt på gyldne kugler og juletræ

Søndervangskolen i Aarhus vil samle eleverne om julen, selvom 97 procent er tosprogede.

Søndervangskolen i Aarhus bruger julen til at dyrke sammenhold og lære kulturelle værdier, selvom hovedparten af eleverne ikke er kristne. (Foto: Rasmus Kynde Bruun)

Søndervangskolen i Viby i det sydlige Aarhus er blandt landets mest mangfoldige. De 320 elever har 20 forskellige nationaliteter. 97 procent af eleverne har anden etnisk baggrund end dansk.

Selvom mange af eleverne ikke fejrer jul, så bliver den kristne højtid markeret med metervis og kilovis af guld og glimmer. Skolen har i år investeret 100.000 kroner i julepynt, fordi det er vigtigt at inddrage eleverne i en dansk kulturtradition, siger skoleleder Rani Hørlyck.

- Det er rigtig vigtigt at vores børn, ligesom alle andre børn i Danmark, kender til vores traditioner blandt andet også julen. Det er vigtigt for mig, at man kender den, og vil være med til at fejre den. Det er ikke det samme, som at man ikke må have sine egne traditioner, siger skolelederen.

Traditioner skal samle eleverne

Med tyve forskellige nationaliteter på skolen er der traditioner nok at forholde sig til, og det gør de såmænd også, forklarer skolelederen.

- Alle, der kender Søndervangskolen og kender mig, ved, at her er plads til alle, og der er plads til alle mulige måder at fejre traditioner på. Vi plejer at sige, at vi benytter enhver lejlighed til at markere en fest, og det er der jo rig mulighed for, siger Rani Hørlyck.

  • Søndervangskolen i Aarhus bruger julen til at dyrke sammenhold og kulturelle værdier, selvom hovedparten af eleverne ikke er kristne. (Foto: Rasmus Kynde Bruun)

1 / 6

Julerierne på skolen begyndte for alvor 28.november, hvor alle elever klippe-klistrede julepynt til klasselokalerne. Siden har forhal, kantine og parkeringsplads fået en gylden overhaling af kugler og guirlander.

- Jeg kan da godt forstå, hvis nogen synes, 100.000 kroner lyder svimlende, men det er en engangsinvestering, fordi det meste er i plastik, siger skolelederen.

Rani Hørlyck understreger, at ingen elever skal have juletraditionen trukket ned over hovedet som en nissehue.

- Men vi vil gerne lave ting, der samler os, og der er bare noget samlende ved sådan et stort flot juletræ i den mørke tid, mener hun.

Facebook
Twitter