Tre ungdomsformænd: Sådan kommer vi sexisme til livs i vores parti

Flere partier har allerede taget initiativer for at komme grænseoverskridende adfærd til livs.

Der er store udfordringer med sexisme i de danske ungdomspartier. Det kunne TV2 torsdag aften dokumentere, da det første af tre afsnit i dokumentarsserien Partiernes skjulte overgreb blev sendt.

Siden da har flere ungdomspartier taget en række initiativer for at komme tilsvarende hændelser til livs.

Herunder kan du læse, hvad tre formænd for ungdomspartier i Aarhus har gjort.

Mathilde Hjorth Bressum, formand for Venstres Ungdom i Aarhus

- Vi har blandt andet indført tryghedsrepræsentanter i vores lokalforeninger. Jeg er selv en af repræsentanterne, og vores fornemmeste ansvar er at passe på vores medlemmer. Vores opgave til både lokale og nationale arrangementer er at holde øjnene åbne. Hvis vi ser noget, der ikke er okay, så gør vi noget aktivt ved det.

- Det fungerer godt, og vi har allerede haft succes med det, fordi vi desværre har haft en episode, hvor et medlem opførte sig grænseoverskridende. Som tryghedsrepræsentanter smed vi vedkommende ud fra festen, og dagen efter var vedkommende ekskluderet.

Sebastian Kaimson, formand for Konservativ Ungdom i Store Aarhus

- På landsplan har vi en tillidsrepræsentant, mens vi også undersøger muligheden for at indføre en whistleblowerordning på nationalt plan. På den måde håber vi, at vi kan komme sexismen til livs.

- I vores lokalafdeling har vi ikke taget noget initiativ, men jeg har heller ikke oplevet, at der er kommet noget forbi mit bord som formand. Samtidig stoler jeg på, at vi har nogle stærke kvinder, der godt kan sige fra.

- Omvendt vil jeg også sige, at det er vigtigt at have nogle ordninger, så vi kan reagere, hvis en kvinde eller en mand oplever noget grænseoverskridende. Vores medlemmer skal have én, de kan gå til, så de ved, at der bliver handlet på tingene.

Nikoline Hillers-Bendtsen, lokal forperson for Alternativets Unge i Østjylland

- Vi har udarbejdet en samværspolitik, der indeholder nogle helt klare regler for, hvordan vi skal omgås hinanden til sociale arrangementer. Her er også lavet regler for, hvordan ledelsen omgås resten af foreningen. Sidder du i en lokal eller national ledelse, så må du ikke have seksuel omgang med personer under 18 år, der er almene medlemmer. Det har vi gjort for at undgå, at magtpositioner i partiet bliver udnyttet.

- Det har været vigtigt for os at have en samværspolitik, så vi har nogle klare regler at slå ned på, hvis der er nogle, der handler uhensigtsmæssigt. Havde vi ikke en klar politik, så ville diskussionerne hurtigt ende med at blive ord mod ord.

- Derudover har vi indført, at der skal være ædruvagter til alle arrangementer, hvor der er alkohol. Det fungerer godt, fordi der altid er nogle til at håndtere krænkelser, eller hvis du skulle være så uheldig at komme til skade.