OPDATERET 19/01/17:19: Video tilføjet.
Hvis du her til morgen tog en tur på cyklen, så kunne du møde nogle helt nye trafikanter.
En forsøgsordning gør det nemlig fra i dag lovligt at køre på et motoriseret løbehjul eller skateboard på cykelstien.
Det vækker bekymring hos lastbilchauffører og cyklister, men i Aarhus ser teknik- og miljø-rådmand Bünyamin Simsek (V) store muligheder i de små, elektriske køretøjer.
- Både pendlere og aarhusianere kan afprøve nye transportformer. De kan kombinere det med bil og offentlig transport, så de kan sammensætte en mere fleksibel transportform i forhold til den rejse, de har brug for til og fra arbejde eller studie, siger han.
Hvis løbehjul og skateboards skal blive en integreret del af rejsen for pendlere og andre i byen, så skal de være lettilgængelige, siger Bünyamin Simsek.
- Vi kigger på at lave aftaler med private aktører om at sætte løbehjul op til låns eller leje.
Vognmænd bekymrede
Lastbilchaufførerne er til gengæld bekymrede for, at det kan føre til farlige situationer i byerne, når der kører motoriserede løbehjul og skateboard på cykelstierne.
For især lastbilchauffører kan have svært ved at se de små, hurtige køretøjer i trafikken, siger Frank Davidsen, underdirektør i DTL, Danske Vognmænd.
- Vi frygter, at vi kommer til at se en helt ny type ulykker, som vi ikke har set tidligere, siger han.
- Når chaufførerne skal svinge – eller bare køre gennem trafikken – så har de jo i forvejen masser af udfordringer med at holde øje med trafikken i spejlene.
De eldrevne løbehjul og skateboard må højst køre 20 kilometer i timen, og føreren skal i øvrigt følge de almindelige færdselsregler ligesom en cyklist.
Men også cyklisterne er bekymrede for at skulle til at dele vejen med de nye trafikanter.
Der er nemlig de seneste år blevet mere trangt på cykelstierne.
- Der er kommet mange nye typer køretøjer: Løbehjul, elcykler – også dem, der må køre 45 kilometer i timen - og skateboards, fortæller Anders Nielsen, formand for Cyklistforbundet Aarhus.
Bremser dårligt og er ustabil
Trafikforsker Harry Lahrmann fra Aalborg Universitet deler frygten for flere ulykker på baggrund af erfaringer fra andre lande.
- For eksempel er bremsen ikke god, og stabiliteten er dårlig på el-løbehjul. Og i forvejen har vi både fodgængere, cykler og biler at holde styr på, så der er ingen tvivl om, at det sikkerhedsmæssigt er en dårlig idé.
Transportminister Ole Birk Olesen (LA) sætter i dag gang i forsøgsordningen med de små, motoriserende køretøjer ved selv at tage en tur på et elektrisk løbehjul. Harry Lahrmann har ét godt råd til ministeren.
- Min opfordring er helt klart, at han husker cykelhjelmen, for vi skulle nødigt have, at han går ind i den kommende valgkamp med en kraftig hjernerystelse.
'Lige så sikker som cykel'
Transportminister Ole Birk Olesen havde faktisk cykelhjelm på, da han prøvekørte el-løbehjulet på havnen i Aarhus torsdag formiddag.
- Jeg synes, at det er sjovt og et godt transportmiddel. Og jeg er sikker på, at man kører mere sikkert på det, når man har kørt rundt på det i mere end et par minutter, siger han.
Han afviser, at el-løbehjulene skulle være til fare for trafiksikkerheden.
- Vi har ingen grund til at antage, at der er større usikkerhed ved at køre på et el-løbehjul end ved at køre på en cykel. De kører cirka samme hastighed, så derfor kan de fint være sammen på cykelstien, siger Ole Birk Olesen.
- Mere trafik betyder altid en risiko for flere ulykker, for det følger med trafik. Men vi har ingen grund til at tro, at et elløbehjul giver større risiko end en cykel mere på vejene. Og vi vil jo gerne have flere cykler i bytrafikken, selvom det kan føre til flere ulykker, siger han.