Turist-attraktioner tjener godt på fribilletter

Gratis billetter til børn kan lokke familier - og dermed flere kunder - til turistattraktioner som Tivoli Friheden og Skandinavisk Dyrepark.

Når børnene med gratis billetter skal ud at se Skandinavisk Dyrepark, kan det lokke hele familien med, mener dyreparkens direktør. (© Skandinavisk Dyrepark)

Normalt er der ikke den store fortjeneste i at forære noget væk. Men for turistattraktionerne kan det være en god forretning at give billetter væk.

- Vi ville ikke kunne leve af det, hvis alle børnebilletter var gratis, men i en enkelt kampagne kan det være fint nok, siger administrerende direktør Henrik Olesen fra Tivoli Friheden i Aarhus.

Han forærer indimellem - for det meste i forbindelse med kampagner - billetter væk til børn.

Gratis børn tager betalende voksne med

Hans kollega i Skandinavisk Dyrepark, direktør Frank Vigh-Larsen, har i år for første gang foræret billetter væk til børn i forbindelse med, at dyreparken skulle introducere et nyhedsbrev.

- For at få folk til at melde sig har vi lokket med en gratis børnebillet. Selvfølgelig også med den bagtanke, at når barnet skal ud at se dyreparken, følger der forhåbentlig nogle familiemedlemmer med, siger han.

Der er penge i gratis børnebilletter

Turisme- og oplevelsesforsker Peter Kvistgaard fra Aalborg Universitet siger, at turiststederne udmærket ved, hvad de gør, og at der er penge i det.

- De ved jo, at det er moderen, der bestemmer, hvor børnene og familien skal hen. Og hvis moderen er glad og børnene er glade, så er hele familien glad, siger han.

Og så er et par fribilletter til attraktioner et godt incitament til at lave noget sammen, forklarer han. 

Selv om Frank Vigh-Larsen fra Skandinavisk Dyrepark i år er begyndt at forære billetter væk,  mener han dog,  det er et skråplan at komme ind på.

- Man skaber en forventning om, at bare man venter længe nok, så dukker der en fribillet op. Det duer jo heller ikke, siger han.

Facebook
Twitter