Tusindvis af frivillige holder skarpt øje med olie og affald i havet

Havene og kysterne er ramt af menneskers forurening, men 18.895 frivillige kæmper for at holde havmiljøet rent.

René Rosengaard Christensen har været havmiljøvogter i over 10 år..

Bliv havmiljøvogter for Forsvaret og gør en forskel.

Den opfordring har 18.895 frivillige sagt ja til, og som havmiljøvogtere holder de øje med olieudslip og samler affald i havet og på kysterne.

En af dem er René Rosengaard Christensen fra Hørning, der har en båd i Aarhus Havn. Han har været havmiljøvogter i over 10 år.

- Jeg færdes på Aarhusbugten og ønsker at passe på den og miljøet omkring den. Der er rigtig mange, der færdes på vandet, fordi de for eksempel sejler eller ved vandet, når de går tur med hunden. Alle opmærksomme øjne er en vigtig brik i miljøet i dag, siger han.

Det er for eksempel skrald som plastikaffald, dåser og brugte engangsgrill, som Rene Rosengaard Christensen samler op, men han kigger også efter oliespild og døde fugle i vandkanten.

Kampagnen går ud på at aktivere og engagere folk og få borgerne til at vælge, at vi skal gøre noget for havmiljøet.

Det siger kampagneansvarlig og overassistent i Forsvaret, Birgitte Vagnholm. Hun får hver dag ti nye tilmeldinger fra danskere, der ønsker at være havmiljøvogter.

- I de seneste år er vi blevet en del flere medlemmer. Vi har fået omkring tusind nye medlemmer i år, og vi er ikke færdige med sæsonen, så det tegner rigtig godt, siger hun.

Birgitte Vagnholm er glad for de frivilliges hjælp og årvågenhed i naturen.

- Vi ved, at det er mennesker, som har taget stilling til at gøre en frivillig indsats, og som i den grad er nogle rigtig gode ambassadører for havmiljøkampagnen, siger Birgitte Vagnholm.