Tusindvis af rålam dør i høstmaskiner: Simpel metode skal redde dem

Hvert år dør mellem 10.000 og 20.000 rålam, mens de gemmer sig i markens høje græs.

Rålammene kan ikke selv flygte, og derfor ender mange af dem i høstmaskinerne. Arkivfoto. (Foto: Foto: Hasse Erichsen / Miracle Moments / Colourbox)

Rettet 21.06.19 klokken 12.53: Metoden er ikke ny, som der først stod skrevet

Det høje græs på de danske marker er et effektivt skjul for råvildtets lam. Her kan de putte sig for farer og fjender, men når høsten først går i gang, kan rålammenes helle blive livsfarligt.

De kæmpemæssige markmaskiner klipper og høster afgrøderne, og hvert år vurderes de til at tage livet af mellem 10.000 og 20.000 rålam, der ligger i skjul i det høje græs.

Det fortæller Rasmus Ahlmann, der er naturkonsulent i Danmarks Jægerforbund.

- Det er utrolig svært at få øje på dyrene, når man kigger langs skoven, men der er ingen tvivl om, at de er derude. Rålammene har ikke en overlevelsesmekanisme, hvor de flygter, så det bliver deres endeligt, siger han.

Danmarks Jægerforbund håber, at en simpel metode kan redde mange liv.

Derfor hænger der i kanten af det lange græs ved Hestehave Skov i Nationalpark Mols Bjerge flamingoplader og plastikposer på signalpæle.

- Pointen er, at det ikke skal være raketvidenskab. Det er blikfang, som dyrene fanger som noget nyt i landskabet. De finder også lyden ubehagelig, så de føler sig usikre og flytter forhåbentlig lammene væk i løbet af natten.

Metoden er almen kendt, men Danmarks Jægerforbund vil gerne opfordre flere til at følge eksemplet for at forebygge nogle af de meget uheldige høstdrab.

Ikke sjovt at klippe et rålam med maskinen

Det er netop de nye genstande i landskabet, som forskrækker dyrene. Derfor kan der ikke bare stå permanente pæle i markkanten.

- En anden vigtig pointe er, at det skal sættes op en dag eller to før, at man tager slættet, for ellers når de at vænne sig til det, siger Rasmus Ahlmann.

Rasmus Ahlmann har hængt flamingopladerne frem mandag, inden der tirsdag skal høstes høslæt. (Foto: Flemming Nielsen P4 Østjylland © dr)

Der er to grunde til, at de danske jægere vil redde rålammene.

- Der er det etiske aspekt. Hvis man får klippet lammene med, er det jo ubehagelig for dyrene og bestemt ikke sjovt for maskinføreren. Vi jægere har selvfølgelig også et incitament til at gøre det, da vi gerne vil udnytte dem som en ressource senere på året.

Landmænd er heller ikke plaget af råvildtet, da de ikke er den værste art, når det kommer til at tilføre skader på markerne, hvilket for eksempel kronvildtet gør.

Facebook
Twitter