Ulykkesramt Alberte har X Factor og fightervilje: Musikken er en ven i nøden

PORTRÆT: Den 19-årige horsensianer tog dommerne og seerne med storm med sin egen sang og sit gåpåmod. Fredag gælder det Five Chair Challenge.

Forsigtige, men stålsatte, blå øjne kigger rundt på X Factor-dommerne på skift. En tot hår hænger ned over panden, og hun kan mærke, at hun får varmen. Hun plejer ellers ikke at blive nervøs på denne her måde. Mest af alt plejer hun bare at blive spændt. Men nu er der pludselig nerver på.

19-årige Alberte Holse fra Horsens har set andre stå i samme lokale før. Men der har hun siddet trygt derhjemme på sofaen og set med gennem tv-skærmen.

Nu er det hende selv, der står her og skal forsøge at komme med i et talentshow. Det er typisk hende at springe ud i noget så tosset som det her, tænker hun ved sig selv.

Hun vrister nervøsiteten af sig, hovedet tømmes for tanker, da musikken tager over, og hun slår første akkord an på guitaren. Hun kan mærke dommernes forventningsfulde blikke på sig.

Udenfor venter mor og kæreste. De er slet ikke så nervøse som hende selv.

- Jeg havde ikke selv nogen forventninger, men min mor og min kæreste Andreas vidste godt, at jeg nok ville få ja’er, fordi de hører på mig hver dag. Så de tænkte nok mere rationelt end mig, der bare tænkte: 'Der er så mange, der stiller op, så hvorfor skulle det lige være mig, der får ja’er?'

Det er ikke en tilfældig sang, hun har valgt. Sangen hedder ”På den anden side” og handler om, hvordan et nyt kapitel begynder, når et andet kapitel slutter. Det er den sidste sang, hun skrev i sin efterskoletid. Et kapitel i hendes liv, der endte brat.

Et livslangt venskab til musikken

Musikken har været en trofast følgesvend det meste af Alberte Holses liv. Et af hendes første minder om musikken er fra, da hun var omkring fire år, og havde fået en tromme.

- Den var især et hit, da jeg som lille fandt ud af, at hvis jeg gik på toilettet efter aftensmad, behøvede jeg ikke hjælpe med at rydde af bordet. Så tog jeg trommen med derud og hamrede på den. Jeg fik også en mikrofon i den alder, så det var nok dér det hele startede. Ikke at jeg tror, det har lydt særlig godt, griner hun.

(Foto: PRIVATFOTO)

Hun finder hurtigt ud af, at hun er mere fortrolig med musikken end med sport.

- Jeg tror, jeg har gået til cirka alle sportsgrene i verden for at prøve at finde noget, jeg var god til. Men jeg var ikke god til noget. Så kunne jeg da prøve musikken, siger hun med et kækt smil.

Så hun starter til kor, og senere modtager hun soloundervisning hos en sanglærerinde.

- Min sanglærerinde er grunden til, at jeg fik troen på, at jeg kunne synge – ikke bare som standardsanger. Hun sagde: 'Der er virkelig noget dér, Alberte!'

Senere får hun hovedrollen i skolens opførelse af Askepot-musicalen, og kærligheden og troen på egne evner begynder for alvor at blomstre. Og snart begynder musikken også at forme sig i ord, formuleringer og egne sange.

- Jeg startede med at skrive sange i 9. klasse. Meget intetsigende sange, jeg aldrig kunne finde på at spille den dag i dag, men man kan sige, at det var erfaring og øvelse. Så startede jeg på efterskole i 10. klasse, hvor jeg sådan rigtigt begyndte at skrive og fandt ud af, at det var bedst for mig at skrive på dansk, fortæller hun.

En skæbnesvanger sommerdag for to et halvt år siden

Det er også på efterskolen, hun finder ud af, at musik også for alvor kan hjælpe, når tingene ser sorte ud.

For selvom den 19-årige pige med de lyse lokker på mange punkter minder om enhver anden teenager med gymnasium, venner og kæreste i højsædet, så kæmper hun også en kamp, som de færreste kan genkende.

En sommerdag tilbage i sommeren 2015 tager hendes liv nemlig en uventet drejning.

Hun er lige vågnet på efterskolen og føler sig skidt tilpas. Derfor vælger hun at droppe undervisningen.

- Jeg går ud på badeværelset. Her besvimer jeg og slår hovedet, og så ved jeg faktisk ikke, hvad det første er, jeg husker derefter, fortæller hun.

Hendes mimik har ændret sig; smilet er erstattet af en mere alvorlig mine. Det er hårdt at tænke tilbage på, og hun bryder sig ikke om at dvæle for meget ved det.

Hun har fået en kraftig hjernerystelse og et lille brud i kraniet, og det betyder, at hun får både føleforstyrrelser og kraftnedsættelse i hele højre side.

- Jeg havde det ikke særlig godt. Slet ikke. Mit ansigt hang også helt i højre side, fortæller hun. Hun afbryder øjenkontakten og kigger ned.

Uheldet vender op og ned på Alberte Holses hverdag, som pludselig er erstattet af undersøgelser på sygehuset og genoptræning, og hun må flytte hjem til familien.

- Det hele glider lidt sammen i den periode. Jeg føler også hele det første år, er smuldret lidt væk. Som om jeg var i en form for trance, fortæller hun.

Alligevel er det vigtigt for hende ikke at svælge i selvmedlidenhed, og det værste hun ved, er når folk siger, det er synd for hende eller, at de har ondt af hende. Derfor vælger hun også at starte på gymnasiet allerede to måneder efter uheldet.

Skaden skal ikke have lov til at definere eller bremse hende.

- Jeg er nok kommet til at lyve lidt over for mig selv og har gjort nogle ting, jeg i virkeligheden ikke har magtet. Men jeg har gjort det, og nogle gange er det lykkedes, og andre gange er det ikke. Det er ligesom hvis man er sindssygt ked af det en dag og så smiler, så udgiver det nogle endorfiner i hjernen.

- Det er vigtigt altid at have gåpåmod. Selv på de dårligste dage, siger hun. Den smittende gejst og positivitet i stemmen er vendt tilbage.

Hun døjer fortsat med følgerne af skaden i dag og må have hjælp fra elektroder på benet til at gå ”rigtigt.” Men med hendes fandenivoldskhed og gåpåmod er hun sikker på, at det vil ændre sig.

- Jeg håber, jeg er kommet så langt, at jeg kan tage elektroderne af, når jeg skal have studenterhue på og gå ud og få huen på og få taget et billede, og så tage dem på igen bagefter, siger hun og nikker for sig selv med viljefaste øjne og et stort smil.

Musikken giver afløb for frustration

På de svære dage finder hun trøst i sin gamle ven: Musikken. Her kan hun få afløb for de frustrationer, følelser og tanker, som hun ikke ønskede at involvere for mange i eller øse ud af.

- Sådan som jeg har gået og haft det, har jeg ikke villet sige højt. Men jeg kunne formulere mig gennem musikken, for så behøvede jeg ikke sige det så direkte. Jeg har en sang, hvor jeg siger: 'Alt er som før, men verdenen har lukket min dør. Jeg satte vinduet på klem, men vinden har lukket det i,' hvor jeg beskriver det hele på den måde, jeg gerne vil have det.

Hun kan mærke, hvordan hun og musikken er kommet hinanden endnu nærmere i løbet af det forløb, hun har været igennem. Nogle gange er musikken til for andre også, men først og fremmest er den for hende selv.

- Det med at skrive musik, er ikke noget, jeg gør bare, fordi jeg har tid, men fordi jeg får noget ud af det selv, selvom jeg måske ikke spiller det for andre.

Nu går hun i 3.g og har musik på højniveau, og ved siden af studierne spiller hun i bandet Natmaskinen, som hun har med nogle gymnasievenner.

Hør Natmaskinen

Hun har skrevet omkring 30 sange – altså som hun er tilfreds med, bemærker hun – blandt andre ”På den anden side”, som hun nu synger til sin X Factor-audition.

Klar til et nyt kapitel i livet

Det var egentlig aldrig planen, at hun ville stille op i et talentshow, men da hun fandt ud af, at det var sidste sæson, fik hun alligevel lyst til at prøve det.

- Der skulle ske noget. Jeg var gået lidt i stå og havde måske ikke helt troen på mig selv længere, fortæller hun.

Og hvis der er noget, hun har lært de seneste par år, så er det, at tingene ikke kommer af sig selv. Man er nødt til at kæmpe og tage initiativ.

- Jeg syntes, jeg producerede og producerede musik, og der skete ikke en skid. Nuvel havde jeg heller ikke opsøgt noget, men nogle gange kunne man bare godt tænke sig, at det kom dalende ned fra himlen. Men det gør det ikke. Man bliver nødt til at gøre noget, og så tænkte jeg, at det faktisk kunne være sjovt, fortæller hun.

Inde i X Factor-studiet sidder tre dommere og kigger på hende. Hun kigger tilbage på dem og håber, at de kan mærke, hvor meget sangen betyder for hende.

Blachmann skærer en grimasse i ren overraskelse og spærrer øjnene op, da første tone slipper hendes læber. Sanne løfter armene i ren begejstring, mens Remée læner sig frem og lytter intenst. Albertes ansigt lyser op i et smil. Hun kan mærke, hun har fat i noget, og dommerne kan mærke hende.

Måske det her er starten på et nyt kapitel, der åbner sig?

På fredag kan du møde Alberte Holse i X Factor, når det gælder Five Chair Challenge.

Blå bog: Alberte Holse

  • 19 år gammel

  • Har boet i Italien i et år og taler italiensk

  • Hører meget Tina Dickow, Blaue Blume, Ulige Numre og Minds of 99

  • Spiller guitar, ukulele og klaver

  • Bor med forældre og lillesøster i Horsens

  • Går i 3.g på Horsens Statsskole

Facebook
Twitter