Unge er vilde med latin

910 blev studenter med latin som valgfag sidste år. 122 blev studenter med faget som studieretning.

Latinsk sætninger terpes igen på landets gymnasier i større stil. (© DR Østjylland)

De unge er vilde med latin.

Selv om latin måske lyder gammelt og støvet, så kan landets gymnasieelever ikke få nok af det. Flere og flere vælger latin som valgfag eller ligefrem som studieretning. En af dem er Omar fra Risskov Gymnasium. Han har græsk og latin på højniveau.

- Det har bare altid interesseret mig. Man får sådan  en god sprogforståelse, siger Omar.

I 2006 nåede latin bunden med kun 56 studenter på landsplan, men siden da er latin næsten gået hen og blevet moderne. 122 studenter kunne sidste år sætte huen på hovedet med latin som studieretning, og hele 910 blev studenter med latin som valgfag. Det er det højeste tal siden gymnasiereformen i 2003.

Mange elever er nysgerrige efter latin

Rasmus Gottschalk er formand for Latinlærernes Forening, og han mærker klart elevernes stigende interesse for latin.

- Jeg har jævnligt elever, der kommer og spørger interesseret, og der er mange elever, der sådan er nysgerrige, siger Rasmus Gottschalk.

Meget få elever ønsker at have latin, når de begynder i gymnasiet, men det første halve år er et fælles grundforløb, hvor man blandt andet stifter bekendtskab med latin. Herefter må eleverne vælge fag igen, og så er der pludselig mange, der vælger latin.

Elev: Sproget kan ikke bruges til meget i sig selv

Men hvorfor vælger gymnasielever som Omar at lære et sprog, som er så gammelt, at de ikke har nogen at tale det med.

- Det er mest, fordi man kan bruge det til at forstå andre sprog som sprogforståelse generelt. Det er ikke, fordi man kan bruge det til så meget i sig selv, siger Omar.

Græsk findes typisk kun som studieretningsfag kombineret med latin, og derfor er antallet af græskelever også steget i takt med latin på højniveau.