Unge samles om madglæden og fællesskabet i Aarhus og Randers

Projektet Food Maker skal lære unge mellem 16-28 at lave god og sund mad sammen.

15 unge mødtes i aftes i Ceresbyens skolekøkken i Aarhus for at lave tærter. (Foto: Flemming Nielsen © Dr Østjylland)

Det kræver et langt sejt træk, hvis danske børn og unge skal få sundere kostvaner.

Vidensrådet for Forebyggelse udkommer i morgen med en rapport om usunde madvaner blandt børn og unge. Og en af konklusionerne er, at der sker meget lidt for at skabe sunde kostvaner efter folkeskolen. Netop kendskabet til sund mad og fællesskabet omkring maden er noget, der bliver arbejdet på i både Aarhus og Randers.

Projektet Food Maker, støttet af Nordea-Fonden, arbejder på netop at få unge til at lave og spise sund mad sammen. Her kan alle mellem 16-24 år melde sig til og lave mad i fællesskab. Det fortæller projektmedarbejder Jonas Krogh Nørdam.

- På den måde var det et forsøg på at skabe noget rum og nogle rammer til at få de unge tilbage i køkkenet og mødes, hvor fællesskabet og madglæden er drivkraften til at få nogle gode oplevelser sammen, siger han.

Jonas Krogh Nørdam er glad for opbakningen til projektet. (Foto: Flemming Nielsen © Dr Østjylland)

Projektet startede for tre år siden. 15 unge mødtes i aftes i Ceresbyens skolekøkken i Aarhus for at lave de tærter. Det var Elise Jølstad, der havde valgt som aftenens tema.

- Det er, fordi jeg selv elsker at spise tærte, og det er en genial ting at lave, når man har køleskabet fyldt med lidt forskelligt, så kan man bruge rester på en appetitlig og god måde, forklarer hun.

Deltagere blev overraskede, da de flyttede hjemmefra

Men mange af aftenens kokke kunne også huske, at de var lidt udfordrede, da de flyttede hjemmefra.

- Det var bestemt en udfordring. Der var nogle få retter, jeg holdt mig til, og det var dem, der blev lavet gang på gang, indtil jeg kørte død i det. Jeg har meget mere lyst til at prøve noget nyt, nu hvor jeg har lidt mere erfaring, siger en af deltagerne, Kristian Dath, der til dagligt læser datalogi på Aarhus Universitet.

- Jeg ville ønske, min mor havde fortalt mig, at fisk og ost er så dyrt. Jeg troede, det var en menneskeret at få hver dag, nu får jeg det nærmest aldrig, siger en af de andre deltagere, Simon Clemmensen, der læser statskundskab i Aarhus.

I aftes gjaldt det altså madtærter, sidst japansk miso, og forrige gang var det stegt flæsk. Det inspirerer, fortæller Kristian Dath, der har et godt råd til andre unge i samme situation.

- Jeg tror, tricket for at få lavet mere mad selv og for at gøre det nemmere for én selv, er noget med at invitere nogle venner over at gøre det sammen med. For det er så let at lave en frysepizza eller en rugbrødsmad, hvis man er alene, men hvis man inviterer en ven over, får man lavet noget mad, og man får lavet noget god mad, siger han.

Deltagerne betaler 35 kroner til råvarer og unge kan melde sig til Food Makers arrangementer helt frem til tre timer før start.

I videoen herunder kan du høre, hvad nogle af de unge ville ønske, de havde vidst, da de flyttede hjemmefra.

Facebook
Twitter