Rettelse: Vi skrev tidligere, at Søren Østergaard var leder af Center for Ungdomsforskning. Han er leder af Center for Ungdomsstudier.
Når Jon Sorgenfrei kigger til venstre, ser han en grøn ø midt i et azurblåt hav.
Der sejler små fiskerbåde rundt om den for at tjekke nattens fangst.
I baggrunden kan den 22-årige aarhusianer skimte Bora Bora – en af de større øer i Fransk Polynesien midt i Stillehavet. Her er flere tusind kilometer til fastlandet.
Jon Sorgenfrei bruger sit nu tredje sabbatår som skipper på båden Else.
- Jeg blev færdig med HF for to og et halvt år siden. Jeg skal sejle hernede i det næste år, så jeg ender op på i hvert fald fire sabbatår, siger han.
Nye tal fra Uddannelses- og Forskningsstyrelsen viser, at flere og flere nyudklækkede studenter som Jon Sorgenfrei vælger at tage mange sabbatår, inden de søger videre.
I år havde 41 procent af ansøgerne til videregående uddannelser haft tre sabbatår eller mere. Det tal lød på 33 procent i 2018.
Den tidligere trend med at komme hurtigt i gang med en videregående uddannelse ser altså ud til at være på retur.
Tallene viser også, at andelen af unge, der søger direkte videre fra en ungdomsuddannelse til en videregående uddannelse er faldet til det laveste niveau i fem år.
Kun 16 procent søgte videre i 2022 med et dugfriskt eksamensbevis og nul sabbatår - et fald fra 20 procent i 2018.
Finansministeriet: Tab på 18 milliarder kroner
Jon Sorgenfrei har ikke travlt med at vende tilbage til skolebænken, og han ved endnu ikke, hvad han skal uddanne sig til.
- Jeg ved ikke, hvad mit kald er. Og jeg gider ikke gå i gang med et eller andet for at gå i gang. Så vil jeg hellere ud at få mig noget erfaring, som jeg gør ved at sejle rundt hernede, siger skipperen.
Den unge skipper ved, han gerne vil uddanne sig og arbejde med mennesker en dag. Men lige nu har han lettere ved at læse søkort end at vælge uddannelse.
I Dansk Industri advarer de mod, at unge tager mere end ét sabbatår, fordi unge som Jon Sorgenfrei kommer langsommere ud på arbejdsmarkedet og dermed betaler færre penge i statskassen.
- Det skal være med måde, og som ung skal man virkelig overveje, om to sabbatår er nødvendigt, siger Mikkel Haarder, der er underdirektør for uddannelse, forskning og mangfoldighed i Dansk Industri.
Han mener sagtens, at det kan være fornuftigt at tage et sabbatår.
- Det kan det godt være, hvis man har brug for at finde ud af, hvad man skal. Vi kan også se, at dem, der gør det, falder en smule mindre fra, når de kommer på universitetet eller anden uddannelse, siger Mikkel Haarder.
Men tallene taler deres tydelige sprog, når det handler om mere end ét sabbatår, mener underdirektøren.
- Finansministeriet har beregnet, at vi taber godt 18 milliarder kroner strukturelt i vores bruttonationalprodukt med det niveau af sabbatår, vi har nu. Det er ikke for at sige, at vi skal ned på 0. Men der er et samfundsøkonomisk tab ved det, siger Mikkel Haarder.
Siden slutningen af folkeskolen har de fleste unge kunnet se en lige motorvej foran sig, når de har valgt deres ungdomsuddannelse. Derfor er det heller ikke underligt, at de ender med at tage flere sabbatår, mener Søren Østergaard, ungdomsforsker og leder af Center for Ungdomsstudier.
- Man har været en del af en arena, man skulle være en del af. Sabbatåret er noget helt andet. Det er en arena, hvor man kan være en del af noget og selv vælge, siger han.
Et langt frikvarter
Mange sabbatår kan dog risikere at blive en sovepude, vurderer Søren Østergaard.
- Udfordringen er, at lige så snart du kommer op på tre, fire eller fem år, og har arbejde og tjener penge, kan det være svært at komme tilbage til et studieliv:
- Jeg kan godt forstå erhvervslivet, fordi der mangler virkelig hænder lige nu, men på den lidt længere bane er det en god investering, at medarbejdere kommer ind med lidt mere i deres rygsæk, siger Søren Østergaard.
På skibet Else, hvor Jon Sorgenfrei er skipper, kommer der mange unge, som holder pause mellem gymnasie og universitet - eller dem, der har valgt at slappe af og opleve noget nyt mellem deres bachelor og kandidat.
For dem svarer et togt med Else til et langt frikvarter.
Jon Sorgenfrei har en opfordring til andre unge som ham selv, der er i tvivl om, hvad de vil: Bare tag dig god tid - du har fortjent det:
- Det er ultravigtigt at have noget forskelligt i dit liv. Man har brugt mange år i skolen, og det er kun fair, at man får lov at komme ud og sejle, rejse og være sammen med sine venner, siger han.