Universiteter hjælper iværksætterdrømmen på vej: Lars er praktikant i egen virksomhed

Unge får mulighed for at arbejde i deres virksomhed. Dansk Industri bifalder.

- Drømmen er jo, at vi kan lave en megafed arbejdsplads for os selv, lyder det fra Lars Kjær. (Foto: Gitte Hansen © Dr Østjylland)

Landets universiteter skal være med til at dyrke skabertrangen og drømmen om at lave sin egen virksomhed og tjene sine penge på noget, man har startet op fra bunden.

Iværksætterne er nemlig i høj grad den type arbejdskraft, der efterspørges i virksomhederne, og derfor er en række videregående uddannelser gået i gang med projektet "startup i praksis", hvor de studerende kan bruge et semester på at arbejde i og med deres egen virksomhed.

Lars Kjær, der er ved at tage en kandidat i Information Management på Aarhus Universitet, skal i praktik på virksomheden Backpackerlife.dk, som han stiftede for to år siden med to venner.

Virksomheden sælger rejseudstyr på nettet og giver samtidig tips om forskellige rejsemål.

To unge er ansat til at sende ordrer afsted - og de tre stiftere har også udbetalt løn til sig selv. Mange, mange fritimer er gået med at bygge forretningen op til det, den er i dag - og Lars Kjær ser frem til at komme i praktik hos sig selv

- Vi er vokset lidt, og når man vokser, kommer der også nogle nye problematikker, så jeg håber, at vi i praktikken kan udvikle vores forretning mere, siger han.

Dansk Industri: Det er ganske udmærket

Det er Studentervæksthus Aarhus, der understøtter iværksætterne. Direktør Jakob Søndergaard ser praktiktiden som en god kombination af akademisk viden og virkelighedens krav:

- Vi ser, at de studerende har en mulighed for at knytte deres akademiske viden ind i noget praksis og herigennem lære noget nyt om dem selv og dermed styrke deres akademiske profil, siger han.

Projektet er nu klar til at sende 25 studerende i praktik hos sig selv. Det er støttet af EU og Erhvervsministeriet med 19 millioner kroner over tre år. Udover Aarhus er universiteterne i Aalborg, Odense og København samt CBS også med.

Direktør for Studentervækshuset Aarhus Jakob Søndergaard mener, projektet giver mulighed for at kombinere akademisk viden og praktik. (Foto: Gitte Hansen © Dr Østjylland)

Dansk Industri hilser det særdeles velkomment, at landets universiteter understøtter iværksættere og giver studerende tid og hjælp til at arbejde med deres egen såkaldte startup i studietiden.

- Uanset om man kommer ud i en eksisterende virksomhed eller vil starte sin egen op, er det utrolig vigtigt, at man kommer med det entreprenante gen; altså lysten til at starte projekter og prøve nye ting af. Det er det, vi skal leve af i Danmark, siger direktør i Dansk Industri Kent Damsgaard.

Vil skabe en 'megafed arbejdsplads for os selv'

Lars Kjær er ikke fristet af den sikre vej - og løn - hos en stor etableret virksomhed; han foretrækker sin egen, og ser han 15 år frem i tiden, håber han, at Backpackerlife.dk stadig er hans arbejdsliv.

- Drømmen er, at vi kan lave en megafed arbejdsplads for os selv, og når det bliver fredag, synes man, det er pissetræls, at det er fredag, fordi der så er to dage til, at man skal på arbejde igen, siger han.

Praktikanterne skal følge workshops, og semestret i egen virksomhed skal afsluttes med en rapport, hvor den akademiske teori skal inddrages.

Mere fra dr.dk

Facebook
Twitter