Våd sommer: Ni ud af 14 bisonokser må lade livet i Randers Regnskov

Mineralmangel og parasitter har været fatale for bisonokserne, der plejer naturen i Vorup Enge.

Det har været et dårligt år for bisonokser.

Ni ud af Randers Regnskovs i alt 14 okser på vådområdet Vorup Enge har nemlig måtte lade livet, fortæller Brian Rasmussen, der er leder af regnskovens udstilling.

- Der er ikke nogen, der er mere kede af det, end vi er, når det går som her, siger han.

Det er kombinationen af mineralmangel og gode levebetingelser for parasitten leverikter, som der er mange af engene i den fugtige og våde sommer, som har gjort, at dyrene måtte aflives.

- Vi har ikke opdaget det, fordi når dyr kommer ned i mineraler, så spiser de og ser friske ud, men de kan ikke optage næringen. Det opdager man meget, meget sent, når det er for sent at gøre noget ved, siger han.

Samtidig er bison et nyt dyr for regnskoven.

- Det er noget helt nyt, at vi har prøvet at bruge bison som naturplejere. De har gået her siden 2012, men i år er gulvtæppet blevet rykket væk under os, da det har været så vådt, siger han.

Nu får de sidste fem okser, som er en tyr og fire køer, kraftfoder og ekstra mineraler.

- Desværre kan man ikke give dem en mineralpille og så er de oppe med mineralniveauet i kroppen. Det tager lang tid, inden det er inde i alle celler i kroppen. Vi fodrer dem med mineraler i deres foder, sliksten og melassesten, som de rigtig godt kan lide at gå og slikke på, siger Brian Rasmussen.

De dyr, som er tilbage, er i kraftig bedring og har taget på i vægt, oplyser Randers Regnskov.

Facebook
Twitter