Vandet har sprængt skalaen: 'Det er helt ekstremt, og vi har aldrig oplevet noget lignende'

Stigende vandstande volder store problemer flere steder. I Silkeborg frygter man, at vigtige veje må lukke.

Ved Svostrup Kro uden for Silkeborg er vandet fra Gudenåen stedet markant. Billedet er taget søndag. (Foto: Ernst van norde © Scanpix)

Regnen i februar har slået danmarksrekord og haveejere, landmænd og kommunale specialister følger tæt med i vandets stigning i åer og søer.

I krisecentret på rådhuset i Silkeborg, hvor Gudenåen løber gennem byen, kan biolog Anders Åhave fra vandløbsteamet i Silkeborg Kommune konstatere, at vandstanden i åen nu har brudt alle forventelige grænser.

Her til aften og i nat holder kommunen nøje øje med flere hovedfærdselsårer, der er i fare for oversvømmelse.

Det drejer sig om Viborgbroen, hvor man frygter, at vandmasserne kan have undermineret fundamentet.

Og det drejer sig om Vestre Ringvej ved Scandic Hotel, hvor en del af vejbanen allerede er oversvømmet. Derfor var man i eftermiddag i gang med at lægge afspæringer - såkaldte watertubes op, der skal holde på vandet på afstand, fortæller beredskabsdirektør Klaus Vibe Hebsgaard.

- Og så skal vi følge udviklingen meget, meget nøje. Der kommer blæst, der kommer mere vand, og der kommer mere nedbør. Så vi følger med, og så holder vi vejene åbne, så godt vi kan, fortæller han til DR ved 17-tiden.

Vandet omkring Silkeborg står højere end en såkaldt 100 års-hændelse, der statistisk set kan forventes en gang for hvert hundrede år.

- Den er over en 100 års-hændelse, men hvad det næste på skalaen hedder, ved jeg faktisk ikke. Det er helt ekstremt, og vi har aldrig oplevet noget lignende. Det er virkelig voldsomt at se på, siger Anders Åhave.

Anders Åhave fra Silkeborg Kommunes vandløbsteam. (Foto: Thomas Schmidt Nørgaard © Dr Østjylland)

Situationen omkring Silkeborg kan endda blive værre i de kommende dage. For det tager tre til fire dage for nye regnmængder at finde vej til åen, forklarer Anders Åhave. Til gengæld står vandet nu så højt, at der skal meget til for at øge vandstanden mærkbart.

Gylletanke ved at flyde over

Landmand Christian Jensen er også bekymret for oversvømmelse ved sin gård i Voldum mellem Aarhus og Randers. Men det er en lidt anden slags.

Hans gylletanke er nemlig tæt på at flyde over, og tirsdag morgen måtte en slamsuger forbi for at hente lidt af den gylle, der stod blot få centimeter fra kanten.

Lige nu er markerne så våde og oversvømmede, at det er helt udelukket at sprede gylle på dem.

- Da jeg gik i seng i aftes, var jeg bekymret. For havde vi fået ti millimeter regn i nattens løb, havde vi haft et overløb, siger Christian Jensen.

Han har 5.500 grise, så når gylletankene er fulde, har han et meget kontant problem.

- Jeg har ingen grise, der ikke skal på potte hver dag. Og de laver 20 kubikmeter (20.000 liter, red.) gylle hver dag, siger Christian Jensen.Hør Christian Jensen fortælle om sine sprængfyldte gylletanke her:

Han er også formand for Landboforeningen Kronjylland og opfordrer sine medlemmer til at hjælpe hinanden, hvis nogen har ledig plads i gylletankene.

- Det er herligt at have gode naboer, der stadig har kapacitet, så vi kan flytte lidt rundt med det, siger Christian Jensen.

Restaurant måtte aflyse

I Ribe er dørene til Restaurant Kolvig lukket, og det har de været siden i lørdags, hvor vandmasserne væltede ind.

For det krævede gummistøvler at opholde sig på stedet, fortæller restauratør Tobias Skovmose.

  • Vandet står højt foran Restaurant Kolvig.
  • Restauranten har været lukket siden i lørdags.
  • Vandmasserne kan ifølge restauratør Tobias Skovmose mærkes på omsætningen.
  • (Foto: Rona Alberte Solberg Hansen © DR Syd)
1 / 6

De steder i restauranten, hvor vandet stod højest, målte han otte centimeter vand. Og hurtigt måtte han sammen med personalet aflyse de mange gæster, der havde bestilt bord lørdag aften.

- Vi måtte erkende, at vi ikke kunne holde åbent, for det gik så stærkt. Det betød, at vi måtte ringe rundt til alle bookinger på en næsten fuld restaurant og sige: Vi kan ikke servicere jer i aften.

Store økonomiske konsekvenser

Alene de aflyste bookinger lørdag har ifølge Tobias Skovmose kostet Restaurant Kolvig op mod 40.000 kroner, ligesom mandag og tirsdag hver har givet et tab på cirka 15.000 kroner.

Hør, hvad Tobias Skovmose tænker om dagens varsel om stormende kuling i videoen her:

- Vi forventer cirka 100.000 kroner om ugen i tabt omsætning. Det er selvfølgelig ikke det reelle billede, for der er nogle ting, man sparer, når man ikke har åbent. Men det er stadig mange penge, vi mister, siger Tobias Skovmose.

- Og som det ser ud nu, er der ikke noget, der dækker, på nær hvis Stormrådet går ind og erklærer stormflod. Og det kan vi ikke svare på nu. Så lige nu handler det om, at vi kan overleve og åbne hurtigst muligt.

Det vides ikke, hvornår restauranten igen kan slå dørene op. Det afhænger af, om gulvet skal fjernes, hvilket eksperter nu skal vurdere. Men selvom situationen frustrerer Tobias Skovmose, er han klar til at vente, hvis det er nødvendigt.

- Da vi er en restaurant, skal vi også være sikre på, at der ikke dannes skimmel. Så vil jeg hellere holde lukket en uge mere end at risikere at gøre nogen syge.

Opdateret 26/02/2020 08:42: Video tilføjet.