For Christian er det mest trygt at have nogen i normalhøjde med, når han skal tjekke ind på et hotel.

- Ellers bliver jeg bare et Mastercard, der svæver foran disken, siger han.

At en hotelskranke er over hovedhøjde, er blot én af mange udfordringer, når højden er 122 centimeter for en mand sidst i 40’erne.

For selv om Christian Østergaard Sørensen har kunnet kalde sig jura-studerende, natklubejer og landsholdsspiller i bordtennis, er det altid noget andet, der fylder i rummet, når folk møder ham første gang.

At han er Lille Christian.

Det er han blevet kaldt af venner siden drengeårene. Og i komedieserien 'Klovn', hvor det også var titlen på hans figur, der ølsnobber sammen med Jarl Friis-Mikkelsen og Michael Carøe i Casper Christensens eksklusive ølklub.

Idémager

Dværgvæksten har været et vilkår for Christian Østergaard Sørensens liv. En tilværelse, der ellers bliver drevet frem af nye ideer og initiativer.

Som "Småt er godt", der rykker ud til fester og receptioner med bartraileren Mini Bar, der er indrettet til et bartenderhold af dværge. En idé, der skal fremme samtalen - bogstaveligt talt i øjenhøjde - og sætte fokus på, at der ikke er særligt mange arbejdspladser, der kan fungere på en dværgs præmisser.

- Og her er der fire kvadratmeter, der er indrettet på os, som Christian Østergaard Sørensen udtrykker det.

Men tidligere har Christian Østergaard Sørensen været én af bagmændene bag fester med tusindvis af mennesker på M/F Broen i Aarhus. En succes, der rygtedes til København, hvor han blev tilknyttet natklubben NASA, før han sammen med venner startede en anden klub i Aarhus, DNA, og cafeen RarBar i Jægergårdsgade.

Før det alt sammen blev afhændet igen, fordi det blev for hårdt.

Blik for nye navne inden for musikken

Da DR træffer ham på telefonen, er han i Málaga for at sondere terrænet for koncert-muligheder for danske musikere i den sprudlende spanske by med mange danske turister.

- Jeg vil meget gerne have Nephew herned, og det har vi talt med deres management om, men det skal passe ind i alles planer. Og de er jo inde i en fantastisk stime i Danmark lige nu, siger Christian Østergaard Sørensen.

Han har også haft sans for at se muligheder i nye navne.

Med festivalen "Present Aarhus" arrangerede han i nullerne østjyske koncerter med kunstnere på vej frem. Han ramte rigtigt med dét, der dengang var relativt ukendte navne, og havde for eksempel Volbeat og Trentemøller på plakaten, inden populariteten eksploderede for de kommende stjerner.

Mødet med andre dværge blev et vendepunkt

At det skulle blive et liv i musik- og festmiljøet for Christian Østergaard Sørensen var ikke givet i 90'erne. Da var han godt i gang med jura-studiet på Aarhus Universitet, men en begivenhed ændrede hans perspektiv på arbejdsmarkedet. Og på livet.

- Jeg var meget aktiv som bordtennisspiller på handicaplandsholdet, fra jeg var 14 år, til jeg var 25. På den måde kom jeg med til et stort stævne i USA, hvor der var samlet 800-1.000 dværge fra hele USA. Hvor alle pludselig var i øjenhøjde, siger han.

- Jeg følte mig så fremmed. Amerikanerne havde mødtes siden barnsben, så de kendte hinanden. For mig var det første gang, jeg stod over for en dværg i en alder af 24 år. Min lillesøster er 1,82, så jeg havde ikke for alvor prøvet at være blandt andre på min egen højde.

Her så Christian Østergaard Sørensen for alvor, hvor forskellige andre dværge var. Der var elitesportsfolk, som var små supermænd. Og folk, hvor dværgvækstens følgeskader havde lænket dem til kørestolen.

- Jeg var skræmt fra vid og sans. Er det virkelig sådan, man ser ud? Jeg kunne spejle mig i flere af dem. Kommer jeg til at gå sådan som ældre? Eller ender jeg i en kørestol? Det var en øjenåbner på godt og ondt, fortæller han.

- Men efter en uges tid var det rigtigt spændende. Og jeg fik en masser erfaringer med hjem, som jeg kunne bruge i forhold til mit handicap. Sætte nye grænser for mit liv. Hvad jeg kunne. Og hvor lang tid jeg kunne forvente at holde på arbejdsmarkedet.

En afgørende erkendelse

Christian Østergaard Sørensen føler, at han som 24-årig erkendte det, mange først gør, når de nærmer sig pensionen: At der måske er et begrænset antal år med godt helbred. Og at det er om at nyde og udnytte livets muligheder til fulde.

- Jeg skulle bare prøve at leve livet!

Det stod også klart for ham, at et hårdt arbejdsliv som jurist ville være gift for en krop, der i forvejen var udfordret af en skæv ryg og gigtproblemer.

- Jurister går jo ikke hjem efter 37 timer. De arbejder nærmest 80. Og jeg kunne slet ikke følge med, når der skulle læses i mange timer. Et stillesiddende job til én, der har rygproblemer og flere diskusprolapser - det var simpelthen ikke vejen frem.

Natklubsliv

Paradoksalt nok var det livet som seriøs elite-udøver i handicapidrætten, der endte med at give ham en position i nattelivet.

- Jeg drak aldrig alkohol, så når der var fest, var jeg altid den, der kunne lukke ned, når festen sluttede. Og køre folk hjem, hvis de havde fået for meget. Det hang lidt ved, og så kunne jeg lige så godt tage hele ansvaret, siger han.

- Så endte jeg i koncerter og musik. I starten tænkte jeg ikke på det som noget, jeg kunne leve af. Men jeg befandt mig godt i musiker- og kunstnermiljøet. Der følte jeg mig som mig selv, og jeg blev set som Christian - ikke som dværgen Christian.

Men nattelivet kan godt blive lidt broget med fulde mennesker, der bliver for dumme at høre på.

- Så er det jo godt at være ham med nøglen til kontoret, så jeg kan trække mig tilbage, når folk begynder at blive trælse.

Et udstillet liv i akvariet

Ellers er der ikke mange muligheder for en dværg for at gemme sig i mængden. Man bliver altid set som sit handicap.

- Som dværg skiller man sig altid ud. Var jeg blevet jurist, var jeg jo blevet kendt som ham juristen, der var dværg. Højst sandsynligt ikke som ham den dygtige jurist. Og det gælder også som bartender. Så er man pludselig dværgbartender. Men vi møder det jo også, bare vi går ned på gaden. Vi er i det akvarium hele tiden. Vi er udstillede hele tiden, siger han.

Én ting er andre menneskers reaktioner, men også den fysiske virkelighed banker hele tiden på og minder om handicappet.

- Jeg går ikke ind i én eneste situation i min dagligdag, uden at jeg skal tage stilling til, at jeg har dværgvækst. Det kan være et håndtag, en vare på en hylde eller hvordan folk ser på mig. At prøvekøre en bil eller finde tøj, der passer.

Og så er det svært at støtte sig til andres erfaringer.

- Jeg kan aldrig se efter, hvordan andre gør. De tager det jo bare ned fra hylden eller tager det fra en bøjle. Jeg skal hele tiden prøve at finde en alternativ løsning.

Ikke én af de bredskuldrede

Som helt ung var det også svært at se sig selv som én, der skulle finde en kæreste ligesom alle andre, når nu traditionelle kønsroller peger på, at manden er den højeste i forholdet.

- I teenageårene var man jo ikke drømmefyren på nogen måde. Der var en forestilling om, at man helst skulle være 1,88 og bred over skuldrene. Der passede jeg ikke rigtigt ind i noget af det. Men jeg var så heldig, at jeg i 20'erne mødte den pige, jeg elskede. Som jeg er kommet sammen med i 20 år, siger Christian Østergaard Sørensen.

I sin studietid var Christian Østergaard Sørensen en del af Café Kølbert - et serveringsteater, hvor lettere grænseoverskridende tjenere i en humoristisk uforskammet tone serverede for selskaber.

Her mødte han blandt andre stand up-komikerne Bob Anders og Lars Hjortshøj.

Siden sagde han i mange år nej tak til at optræde, fordi det nemt blev til roller som netop den komiske lille mand. Men det var anderledes, da Casper Christensen ringede og tilbød ham en rolle i tv-serien "Klovn".

- Du er en kammerat ligesom alle andre, sagde han. Og dér synes jeg, at det var spændende at spille mig selv med den historie, jeg nu havde, siger Christian Østergaard Sørensen.

Men når han og de andre små bartendere vælger at spille på humoren i Mini Bar-traileren med et slogan som "småt er godt", risikerer de så ikke netop at tage rollen som festens hofnar?

- Jo. Helt sikkert. Det er balancekunst på en knivsæg. Men ellers er valget at gemme sig væk og modtage en social ydelse. Og så hører ingen om udfordringerne ved at have den her sygdom, siger han.

- Hvordan skal vi ellers træde frem? Vi kan græde og lave en sørgelig historie, og det er slet ikke det, vi er ude efter. Vi er bare ude efter, at folk kan se problematikken. Og hvis der kan blive et par arbejdspladser ud af det, så er jeg lykkelig for det, lyder det fra Christian Østergaard Sørensen.