Verdens største festival for udviklingshæmmede åbner i dag

Sølund Musik-Festival i Skanderborg skydes i gang for 31. gang med 13.000 deltagere.

Sølund Musik-Festival blev oprettet for at give musik og kærlighed til alle (arkivfoto).

I dag, tirsdag, starter 72 timers musik og kærlighed i det østjyske.

Det er verdens største musikfestival for udviklingshæmmede og deres ledsagere, Sølund Musik-Festival, der løber af stablen for 31. gang.

De seneste år har festivalen været truet, og antallet af deltagere er dalet kraftigt på grund af ændrede regler omkring tilskud til handicapledsageres billetter.

Men knap 13.000 er klar til at feste med de næste tre dage, og der er store navne på plakaten i år – eksempelvis Birthe Kjær, Minds of 99 og Christopher.

Op til festivallen er et seminar i gang, hvor forskellige udviklingshæmmede bands fra Europa øver sammen til et fælles koncertarrangement, fortæller talsmanden for festivalen Lasse Mortensen.

- Sølund Musik-Festival er jo en festival for udviklingshæmmede, og det er et af de redskaber, vi har, for at de kan komme ud i Europa, siger han.

- At vise, at vi har et fælles sprog i musikken, og at vi kan mødes over musikken og har mulighed for at se stærke og svage sider af os selv og det publikum, vi spiller for.

Sølund Musik-Festival opstod i kølvandet på Smukfest i Skanderborg. En gruppe medarbejdere i et lokalt bo- og aktivitetstilbud til udviklingshæmmede og handicappede ønskede at skabe rum til musik for alle.

Facebook
Twitter