Vilde prisstigninger på materialer og varemangel presser kommuner

I Randers er en planlagt udvidelse af en daginstitution udskudt på ubestemt tid.

Priserne på materialer stiger, og der mangler hænder i byggebranchen. Derfor må flere kommuner nu udskyde eller nedskalere projekter. (Foto: Sophia Juliane Lydolph © Scanpix Denmark)

En overophedet byggebranche og vilde prisstigninger på materialer gør ondt i flere af de østjyske kommuner.

Det betyder, at nogle projekter forsinkes eller ender med at blive af ringere kvalitet, mens andre kommer til at koste borgerne flere skattekroner.

I Randers-forstaden Romalt er et planlagt vuggestuebyggeri ved børnehaven Tryllefløjten blevet udskudt på ubestemt tid, fordi det viste sig at blive dyrere end først antaget.

Kommunen overvejer nu letbyggeri, som eksempelvis er en pavillion. Det er langt billigere, men også mindre holdbart.

Udvidelsen af Tryllefløjten skulle have gjort plads til 26 vuggestuebørn, og det ærgrer gravide Katrine Fjeldsted Støvring, der har en datter i børnehaven, at projektet nu kan få lange udsigter.

Hun havde håbet, at lillebror kunne starte i vuggestue i en integreret institution, hvor storesøster allerede går.

Katrine Fjeldsted Støvrig med sin datter Ella på tre og et halvt år. Lillebror er på vej, men om han kommer til at gå sammen med storesøster er nu usikkert.

- Jeg tænker, at det er en skam, for det havde været mega nemt, at vi bare kunne aflevere Ella og lillebor i den samme institution i samme bygning. Så skal du ikke flere steder hen, siger Katrine Fjeldsted Støvring, der har bemærket, at mange børnefamilier er rykket til Romalt i den seneste tid:

- Det her handler også om, at man gerne vil have, at ens børn får et netværk i Romalt, når vi nu bor herude. Der er også en nemmere overgang fra vuggestue til børnehave, når det er inden for samme hus, siger hun.

Fra 1,5 til 2,3 millioner

Det er ikke kun de kommende vuggestuebørn, der betaler prisen i Randers Kommune. Problemerne rammer bredt, bemærker drifts- og ejendomschef Martin Toft.

- Vi er nødt til at udskyde nogle af vores projekter. Det gælder alle typer af projekter. Det er små projekter til 20.000 eller 50.000 kroner, og det er større projekter på op til 20 millioner kroner, siger han.

I Randers Kommune betyder de stigende priser på materialer også, at mange projekter nedskaleres, så budgetterne ikke skal udvides.

- Hvis priserne er steget 30 procent, får vi 30 procent mindre af det, vi oprindeligt havde ønsket os. Vi går ned i antal kvadratmeter og i kvalitet i det, vi bygger, siger Martin Toft:

- Det handler om materialeprisen. Vi ved, at prisen på jern og stål fra maj 2020 til maj 2021 er steget 52 procent. Det slår igennem på vores indkøb. Nåletræ er steget med 22 procent, siger han.

I Syddjurs Kommune mærker de også konsekvenserne af en presset byggebranche og stigende priser.

Det er blandt andet daginstitutioner med behov for renovering, der nu må vente lidt længere på grund af de voldsomme prisstigninger på materialer. (Foto: Signe Goldmann © Ritzau Scanpix)

Her kunne de for få måneder siden pludselig se projekter blive op mod 50 procent dyrere end forventet, lyder det fra Steen Daugaard Andersen, afdelingsleder i ejendsomsafdelingen i Syddjurs Kommune.

- Det er svært at håndtere inden for de budgetter, der nu er sat af til det her, siger han.

Et eksempel fra Syddjurs Kommune er en daginstitution i Pindstrup, som længe har trængt til at få ordnet garderoben og fornyet toiletforholdene. Forventningen var, at det kunne gøres for 1,5 millioner kroner, men pludselig lød regningen på 2,3 millioner kroner.

- Det var noget af en mavepuster, siger Steen Daugaard Andersen, der nu er i gang med at se på, hvilke bygninger i kommunen der trænger mest, og hvad der eventuelt kan udskydes til lidt bedre tider.

KL: Overvej at udskyde byggeri

Også i Odder Kommune er driftschef Leo Kristoffersen bekymret for, om en ny daginstitution holder tidsplanen og bliver klar til børnene i oktober.

- Lige den med deadline 1. oktober er jeg ikke særlig optimistisk omkring. Stigende priser er altid et problem, fordi økonomien skal holde, men vores største problem i Odder lige nu er simpelthen at skaffe certificerede rådgivere på, så vi kan få byggetilladelserne, siger Leo Kristoffersen.

Også to andre østjyske kommuner, Silkeborg og Norddjurs, har oplevet, at byggepriser eller mangel på varer giver udfordringer med projekter. Ifølge Kommunernes Landsforening er det tilsyneladende et generelt problem landet over.

De høje og usikre priser på byggematerialer er ikke noget, som kommunerne skal forvente at se en ændring i lige foreløbigt. Det mener Torben Liborius, som er underdirektør i Dansk Byggeri.

Der er nemlig byggeboom i det meste af verden, samtidig med at mange producenter måtte nedjustere deres produktion sidste år som følge af coronavirus.

- Det, vi ser i Danmark, er bølgeskvulp fra de internationale markeder, hvor der er stor efterspørgsel på byggematerialer. Det gælder alt lige fra stål, glas, træ og plastic. Der er mange materialer, der er kamp om lige nu, siger han og fortsætter:

- Man må ikke tro, at vi bare vender tilbage til noget normalt i løbet af kort tid. Det er der ikke meget, der tyder på, siger Torben Liborius.

Kommunernes Landsforening opfordrer kommunerne til at overveje, om de kan udskyde byggerier 'indtil det igen er muligt at få lidt mere for sine penge'.

- Priserne i byggeriet afspejler jo forholdet mellem udbud og efterspørgsel, så det er svært at gøre så meget ved, udtaler kontorchef Michael Laursen i et skriftligt svar til DR Østjylland.

Facebook
Twitter