VR-briller har fået Casper ud ad døren trods angst: 'Min verden var fire vægge. Nu er den hele verden'

Virtual reality giver folk med social angst mulighed for at træne angstprovokerende hverdagssituationer.

Forestil dig, at det er fuldstændigt umuligt at tage bussen eller købe ind i et supermarked, fordi man risikerer, at andre mennesker taler højt, eller kassedamen stiller et spørgsmål.

For 31-årige Casper Birkefeldt fra Silkeborg er det ikke blot en ubehagelig forestilling, men et vilkår i hverdagen hver eneste dag. Han lider nemlig af diagnosen social angst og har i flere år holdt sig bag lukkede døre.

For ham har den sociale angst vist sig at være særdeles invaliderende i netop dagligdagsrutiner, som mange andre slet ikke skænker en tanke. Eksempelvis en tur i supermarkedet.

Før kom Casper Birkefeldt helst ikke ud fra hjemmet. (© dr)

- Det er en ubeskriveligt ubehagelig følelse med hjertebanken og svedture, og man bliver nærmest fastfrosset i sin krop. Man kan ikke tænke klart, og man leder bare efter en udvej, fortæller han.

Før var verden inden for hjemmets fire vægge

I mange år var udvejen at lade være med at gå ud, mens han boede alene. Nu bor han på botilbuddet H.C.Brannersvej i Silkeborg, og her har han fået hjælp af en ny træningsmetode med virtual reality-briller, som giver ham mulighed for at prøve kræfter med en simuleret situation i trygge rammer.

Brillen viser ham eksempelvis en hverdagssituation i et supermarked.

- Man tager brillen på og er pludselig i et andet univers; du står i en kø og øver dig i at være i det, forklarer han.

Virtual reality-filmene skuer gradvist op for ”sværhedsgraden” af de livagtige hverdagssituationer. Eksempelvis konfronteres Casper Birkefeldt efter nogle træningsgange med en aggressiv mand, der taler i telefon.

Tag her med TV Avisen på besøg hos Casper Birkefeldt og se, hvordan brillerne virker.

Projektet har for nyligt vundet hverdagsinnovationsprisen for at skabe stor værdi og øget livskvalitet for dem, der lider af social angst, og for Casper Birkefeldt har brillerne også betydet, at han nu tør gå i et rigtigt supermarked.

- Det betyder, at jeg ikke behøver have følgeskab, når jeg skal handle. Jeg kan godt gøre det selv, og jeg kan faktisk tage på en café og befærde mig nogenlunde i mindre tid i myldretiden, siger han.

- Før var jeg lukket inde bag mine fire vægge og havde folk til at handle for mig og folk til at komme og vaske tøj, fordi vaskehuset lå længere nede ad vejen.

Bredes ud til flere borgere

Anneline Reuter, der er projektleder og socialfaglig konsulent i Silkeborg Kommune, glæder sig over de positive resultater, Casper Birkefeldt oplever.

- Det er et super effektivt produkt, som kan gavne folk, der har det som Casper, i forhold til at man kan få en mere selvstændig tilværelse og kan blive fri for de hænder, der skal hjælpe én hele tiden, siger hun.

Fem beboere har prøvet brillerne fra TimestoryVR af og er alle blevet mere selvhjulpne og har fået mod til at komme ud i dagligdagssituationer.

Funktionsleder i Socialafdelingen i Silkeborg Kommune Rikke Bækgaard mener, at metoden er så god, at den skal udbredes bredt. Det går kommunen allerede nu i gang med, så det bliver rullet ud i alle kommunens døgntilbud og dagtilbud samt i kommunens bostøtte.

- Når sejrene kommer, får man tro på, at andre ting også kan lade sig gøre, forklarer hun.

Nu kan Casper Birkefeldt købe ind på egen hånd. (© dr)

Angstforeningen: 'Der er fremtid i det'

Cirka syv procent af befolkningen i de vestlige lande lider af en grad af social angst, oplyser Angstforeningen, der mener, Silkeborgs løsning er den helt rette vej at gå.

- Jeg tænker, der er fremtid i det. Jo flere muligheder og former for behandling der er, jo større mulighed er der for at finde noget, der passer til det enkelte menneske, siger Marie Särs Andersen, der er daglig leder hos Angstforeningen.

Virtual reality-briller er et godt sted at begynde adfærdsstræning, mener hun.

- Er man så hårdt ramt af social fobi, at det kan være svært overhovedet at komme ud ad døren eller til den mindste sociale begivenhed, kan det være et godt sted at starte i trygge rammer, hvor der måske sidder en psykolog ved siden af og med brillerne på, siger Marie Särs Andersen.

Casper Birkefeldt har givet ideer med, der skal være med til at udvikle overbygningen til VR-projektet – og næste step bliver at køre i bus, for det er en udfordring, han selv kæmper med.

- Det kan jeg ikke, og det er et lukket område, man ikke sådan lige kan komme ud af, fortæller han.

Han ville anbefale alle i sin situation at prøve virtual reality.

- Der er en verden til forskel. Bogstaveligt talt. Før var min verden fire vægge, nu er det hele verden, siger han.