VVS-firmaer på lærlingejagt garanterer praktikplads

Mangel på nye VVS'ere får virksomheder og teknisk skole til at gå sammen i jagten.

Der er mangel på VVS'ere, så østjyske virksomheder garanterer praktikpladser i jagten på dygtige lærlinge. Billedet her stammer fra DM i Skills, hvor erhvervsskoleelever konkurrerer om at blive landets dygtigste i deres fag. (Foto: henning Bagger © Scanpix)

Nu er der garanti for en læreplads, hvis du går i lære som VVS'er. I hvert fald har 12 østjyske VVS-firmaer meldt sig til Aarhus Tech og garanteret en læreplads til en lærling.

Der er nemlig så stor mangel på både lærlinge i virksomhederne og elever på den teknisk skole i Aarhus, at de to parter har slået sig sammen i jagten på nye VVS´ere.

- Vi er afhængige af hinanden, siger Lars Lykkegaard, indehaver af et af de 12 firmaer.

- Hvis ikke teknisk skole får nogen unge mennesker igennem, så har vi ikke nogen at tage af. Og hvis ikke vi tager elever, så har de ikke nogen at køre skoleforløb for. Det er en win-win for begge parter, synes jeg, siger han.

26-årige Jeppe Blus Andersen har prøvet pædagog-uddannelsen, før han gik i gang med uddannelsen til VVS-energispecialist. Og han er glad for, at der er rift efter unge med en håndværksuddannelse.

- Jeg har skudt papegøjen, for jeg er blevet glad for et fag, hvor der er gode chancer for job resten af mit liv, siger Jeppe Blus Andersen.

Aarhus Tech har forsøgt med opslag på Facebook for at lokke elever til - uden den store succes, siger René Henriksen, uddannelsesleder for VVS.

Lars Lykkegaard mener, de unge simpelthen har for lidt kendskab til håndværk.

- Det er jo ikke længere en del af folkeskolen at komme ud i virksomhedspraktik. Eleverne kommer ikke ud og opdager, at det jo egentligt er meget spændende at være VVS’er eller tømrer. Det er problemet.

KONTAKT REDAKTIONEN

Skriv til os på P4aarhus@dr.dk. Du kan vedhæfte billeder, dokumenter eller videofiler, som du gerne vil dele med os.

Det er ikke sikkert, at DR bruger dit materiale. Det vurderer redaktionen. Når du sender materiale til os, kan DR frit offentliggøre og bruge dit indhold overalt i DR’s medier. Du vil blive krediteret.