11.000 ser med, når Nikolai streamer mens han redder dyr i nød

25-årig tager internettet i brug for at skabe opmærksomhed omkring nødstedte dyr.

Når der er åbent i sommerhalvåret i Odsherred Zoo Rescue, er der cirka 200 besøgende hver dag.

Til gengæld er der cirka 11.000, som ser med, når 25-årige Nikolai Ankergren i hverdagene streamer cirka seks timer fra dyreparken tæt på Asnæs.

Han droppede for to år siden sine studier for at tage hjem og hjælpe moderen med at drive Odsherred Zoo Rescue videre efter faderens død.

I parken arbejder han med at redde nødstedte dyr, og Nikolai Ankergren streamer til sine over 5.000 følgere på Twitch for at gøre opmærksom på sit arbejde.

Og som følger kan man se ham streame fra kamelens indhegning eller lemurernes bur, mens fem af de specielle dyr kravler rundt på hans skuldre:

- Man kommer ud bagved, for eksempel når der skal muges ud, når dyrene skal fodres eller når vi skal bygge noget. Det er på mange måder en kreativ stream, udover at vi gerne vil sætte fokus på arbejdet med at redde dyrene, siger han.

Ambitionen er at få brugerne til at give donationer, som skal gå til Odsherred Zoo Rescue og arbejdet med at redde nødstedte dyr:

- Det er anderledes på den måde, at folk ikke donerer penge til noget, de aldrig ser. De sender penge et sted hen, hvor du kan følge med i arbejdet hos den, du donerer penge til, siger Nikolai Ankergren.

Og pengene falder på et tørt sted. For få år siden var dyreparken nemlig tæt på at måtte dreje nøglen om.

'Hvis det går til et godt formål, så hjælper jeg gerne'

En af dem, som donerede første gang han så med for en uge siden, er 31-årige Andreas Lund Andersen, som bor i Odense.

Han havde ikke hørt om Odsherred Zoo Rescue, før han fandt den kanal, hvor Nikolai Ankergren sender. Og han kunne godt finde på at donere igen, siger han:

- Det kunne være i morgen, hvis det lige falder mig ind. Hvis jeg føler, der er overskud på kontoen, og pengene går til et godt formål, så hjælper jeg gerne, siger han.

Inden Nikolai Ankergren flyttede hjem til sin mor i zoo'en, studerede han på datamatikeruddannelsen på Aalborg Universitet. Og med sine evner inden for computere, har han også ambitioner om at lancere et computerspil, hvor indtjeningen skal gå til Odsherred Zoos arbejde med at tage nødstedte dyr til sig.

Men erfaringerne med at tjene penge på at lave computerspil er ikke gode. Dog kan det godt være, Nikolai Ankergren har ramt en niche, som rent faktisk kan gøre en økonomisk forskel for dyreparken.

Det mener Andreas Lieberoth, som er adjunkt på Århus Universitet og forsker i computerspil:

- Der er nogen, der bliver en stjerne og brænder igennem. Så hvorfor skulle man ikke kunne gøre det for et godt formål, særligt når man har en god historie og noget meningsfuldt at fortælle om, siger han.

Facebook
Twitter