12-årige Cecilie går i sorggruppe på sin skole: 'Jeg er ikke alene'

Kræftens Bekæmpelse satser på, at endnu flere skoler skal tilbyde sorggrupper.

Hver 14. dag mødes omsorgsgruppen på Søllestedafdelingen, Distriktskolen Vest på Lolland. Gruppen er delt i to efter alder, så de mindste børn mødes først og derefter de ældste. (Foto: Johanna Maj Varming © DR Sjælland)

Seks kommuner landet over har i samarbejde med Kræftens Bekæmpelse oprettet sorggrupper i folkeskolen, hvor børn og unge kan søge om rådgivning, hvis de har mistet et nært familiemedlem

Og der er flere på vej. Kræftens Bekæmpelse oplever stigende interesse fra kommuner, der gerne vil tilbyde unge i sorg en gruppe, som samles i den lokale folkeskole.

Lige nu er Herning og Brøndby Kommune ved at oprette sorggrupper i samarbejde med Kræftens Bekæmpelse på folkeskolerne. Derudover er der yderligere fire til fem kommuner i dialog med organisationen omkring et muligt samarbejde.

Det glæder børn- og ungechef i Kræftens Bekæmpelse, Per Bøge, der mener, det er vigtigt, at sorggrupperne er i nærheden af børnenes lokale miljø - eksempelvis folkeskolen.

På en folkeskole med 500 børn vil der i gennemsnit være 24 af skolens børn, som har mistet eller har en alvorlig syg forælder.

- Når skolerne tilbyder sorggrupper, når man ud til nogle børn, man ellers ikke ville have fået fat i, lyder det fra Per Bøge.

Børnene har således ofte en for lang transport til sorggrupper tilbudt af kommunen, frivilligecentre og private udbydere.

- Vi ser en social skævhed i de sorggrupper, der ellers eksisterer. De børn, der oftest kommer i sorggrupperne, er de børn, som i forvejen har relativt ressourcestærke voksne omkring sig, siger han.

Inden for de næste tre år håber Kræftens Bekæmpelse, at 25 procent af alle landets kommuner har en sorggruppe i folkeskolerne. Derfor har den også ansat en landskonsulent fra 1. januar, der skal være med til at sparke døren ind hos kommunerne og motivere dem til at tilbyde sorggrupper til landets folkeskoleelever.

Et trygt og hyggeligt rum for børnene

I omsorgsgruppen på Søllestedafdelingen, Distriktsskolen Vest, på Lolland mødes eleverne hver 14. dag og taler om alt fra dødsfald og syge forældre til skilsmisse og trivsel.

Ét af de børn, der kommer i gruppen, er 12-årige Cecilie Eghjort Sørensen, der går i 6. klasse. Hun har problemer derhjemme, som hun kan snakke med de andre børn om.

- Det er rart at høre fra andre, at man ikke er den eneste med problemer. Jeg ved, at jeg ikke er alene, og jeg kan komme ud med tingene på en meget bedre måde, siger Cecilie Eghjort Sørensen.

Søllestedafdelingen har omdøbt sorggruppen til omsorgsgruppe, fordi tilbuddet ikke kun er for børn, der har mistet. Børn fra eksempelvis skilsmisse- og misbrugsfamilier eller børn, som kæmper med andre udfordringer, er også velkomne.

Gruppeleder Kristine Nordtorp Nielsen er pædagog på skolen og møder derfor også eleverne ude i klasserne og på gangene. Hun kan mærke, at det giver en større forståelse børnene imellem både i og uden for omsorgsgruppen.

- Det er et trygt og hyggeligt rum for børnene at komme i. Mange børn åbner rigtig meget op, selvom der sidder børn fra forskellige klasser, siger Kristine Nordtorp Nielsen.

At rummet er indrettet med puder, lyskæder og skilte med opmuntrende citater er ikke uden betydning. For den hyggelige atmosfære giver lyst til at åbne mere op ifølge Cecilie Eghjort Sørensen.

- Det gør, at man føler sig tryg og afslappet. Jeg kan være mig selv hernede og får lyst til at sige mere, når der er så hyggeligt, som her er, siger Cecilie Eghjort Sørensen.

Kræftens Bekæmpelse: 'Børnene lærer bedre'

Lolland Kommune er én af de kommuner, hvor de fleste folkeskoler har en sorggruppe. Kommunen oplevede en stor efterspørgsel fra børn og unge, som havde problemer på baggrund af tab, sygdom eller skilsmisse, og derfor valgte man at gå ind i et samarbejde med Kræftens Bekæmpelse om sorggrupperne.

- Vi har en stor indflydelse på børns hverdag, fordi vi har dem i folkeskolen i en stor del af deres vågne tid. For at de kan klare sig godt og leve op til de høje krav, vi stiller, er vi også nødt til at sørge for, at de kan få den hjælp, de har brug for, siger formand for børne- og skoleudvalget i Lolland Kommune, Kasper Roug (A).

Når børnene mødes én gang om ugen eller hver 14. dag med en sorggruppeleder og andre børn, har det ikke kun en positiv effekt på børnenes trivsel. Det er også godt for deres skolegang.

- Vi kan se, at børn, som ikke kunne følge med i skolen før, eller som har haft utrolig meget fravær, får nyt mod på at gå i skole, så de kan klare nogenlunde alderssvarende læring, siger Per Bøge fra Kræftens Bekæmpelse.

På landsplan har Kræftens Bekæmpelse registreret cirka 50 sorggrupper på skolerne, og foreningen satser på, at endnu flere børn skal kunne gå i sorggruppe på deres egen skole.

Facebook
Twitter