12-timers vagter 4 uger i træk: Arbejdere kræver lige vilkår ved Danmarks største byggeprojekt

Manglende overenskomst for udenlandske arbejdere sender fagforeninger til kamp ved Femern-byggeri i Rødbyhavn.

'Underskriv nu' og 'nej til social dumping'.

Sådan lød slagordene ved en demonstration tæt på byggepladsen for Danmarks største byggeprojekt, Femern-forbindelsen mellem Danmark og Tyskland, tidligere i dag.

bannere og plakater havde medlemmer af fagbevægelsen skrevet om 'lige arbejdsvilkår' og 'ordnede forhold'.

De er utilfredse med, at de udenlandske arbejdere, der lige nu er ved at grave ud til arbejdshavnen i forbindelse med Femernbælt-tunnellen, har fået dispensation fra Arbejdstilsynet til at arbejde 12-timers vagter fire uger i træk.

Medlemmer fra syv forskellige fagforbund, herunder blandt andre Dansk Metal, 3F og Blik og Rør, havde sat deres røde faner op i sensommersolen foran den hollandske entreprenør Femarhn Belt Contractors (FBC) kontorer i Rødbyhavn.

Selvom udgravningen til arbejdshavnen ved Femernbælt-tunnellen har været i gang siden juni, så slås fagforeningerne med det hollandske selskab om, hvorvidt entreprenørvirksomhedens ansatte skal på danske overenskomster.

Det er det hollandske selskab (FBC), der graver ud til Europas største arbejdshavn, mens Femern A/S er bygherre på hele Femern-forbindelsen.

  • Syv fagforbund, herunder HK Privat Sjælland, Teknisk Landsforbund Sjælland, Blik & Rørarbejderforbundet Sjælland, Dansk El Forbund Storstrøm, 3F Lolland, Malernes Fagforening Sjælland, Dansk Metal Sjælland, var mødt op til demonstration i Rødbyhavn i dag. (Foto: Camilla Faurholdt-Löfvall © (c) DR)
  • De fremmødte demonstrerede for en dansk overenskomst for de udenlandske arbejdere. (Foto: Camilla Faurholdt-Löfvall © (c) DR)
  • Der var røde faner foran det hollandske entreprenørkonsortiums kontorer. (Foto: Camilla Faurholdt-Löfvall © (c) DR)
1 / 3

Frygter metro-tilstande

Efter at have lagt arm siden februar, må formand for LO-Lolland-Falster Jørgen Erik Kozak Nielsen konstatere, at det store gravearbejde foregår uden en dansk overenskomst.

Han frygter nu en gentagelse af de overenskomstproblemer, man så i arbejdet med den københavnske metro.

- Vi har gjort alt for at være imødekommende. Vi havde håbet på, at processen med dette kæmpestore byggeri kunne gå med dialog, fremfor at vi skulle ligge og slås med hinanden på den måde. Det er ikke vores ønske, siger Jørgen Erik Kozak Nielsen.

Det hollandske selskabs pressechef, Arno Schikker, skriver i en mail til DR Sjælland, at han er meget overrasket over dagens demonstration, da han føler, at han har en konstruktiv dialog med de danske fagforeninger, og at de i øvrigt har planlagt et fælles møde senere på ugen.

Heller ikke Femern A/S, der er bygherre, stiller op til interview i sagen, men kommunikationschef Morten Kramer Nielsen siger:

- Vi er bekendt med, at der foregår forhandlinger mellem konsortiet FBC og 3F om en overenskomst og arbejdstid. Den danske model indebærer, at forhandlinger foregår mellem FBC som arbejdsgiver og 3F som repræsentant for lønmodtagerne.

Bjarne Jensen, der er næstformand i 3F Lolland, siger, at de demonstrerende er mødt op, fordi de synes, at de har ventet længe nok.

- Vi har været enige siden den 29. maj. Vi har bare ikke fået autografer på, så vi har en juridisk bindende aftale. Det er det, vi er utilfredse med, og det vil vi gerne sætte fokus på i dag ved at have demonstrationen.

Ifølge 3F har FBC trods forhandlinger siden februar endnu ikke villet skrive under på en overenskomst, de to parter blev enige om den 29. maj.

Mangler kendskab til dansk arbejdsmarked

Søren Kaj Andersen, der er lektor ved Forskningscenter for Arbejdsmarkeds- og Organisationsstudier på Københavns Universitet, mener, at når de udenlandske koncerner kommer ind med udenlandske medarbejdere, så har de ofte ikke det store kendskab til, hvad det er, de går ind til på det danske arbejdsmarked.

- Når de langsomt finder ud af, hvad de skal håndtere, så tager det tid, og de kan også være meget modvillige i forhold til det. Der kan også være ting, de mener, er lodret urimelige. Så kommer der en masse trakasserier ud af det, siger han og uddyber:

- Vi ser typisk, at udenlandske koncerner, der kommer ind på infrastrukturprojekter, meget gerne vil arbejde lange dage og mange dage. Modsat har vi fagforeninger, som vil påpege, at der er grænser for, hvor lange og hvor mange dage i streg man skal arbejde, siger Søren Kaj Andersen.

Det kommer bag på beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S), at det her er en reel mulighed, og han vil nu have undersøgt, om lovgivningen kan laves om.

- Er der et hul, der risikerer at kunne være en genvej for social dumping, så skal det lukkes.

- Jeg har derfor bedt Beskæftigelsesministeriet undersøge, hvordan vi kan sikre, at reglerne ikke giver muligheder for dem, der ikke har de rette intentioner og vil tjene penge på social dumping, siger han.

Beskæftigelsesministeren understreger, at det ikke er en mulighed at bede Arbejdstilsynet trække en afgørelse tilbage, fordi der er et såkaldt armslængdeprincip.

Facebook
Twitter