200 portører på Sjælland risikerer fyring, fordi de ikke vil gøre rent

Portørerne skal melde sig til en serviceassistent-uddannelse inden 11. maj, hvis de vil være sikre på at beholde jobbet.

Portørerne i Region Sjælland vil ikke tvinges til at uddanne sig til serviceassistenter. (Foto: Michael Bothager © Scanpix)

Godt 200 portører på Region Sjællands sygehuse risikerer at blive en del af et fyringsmæssigt blodbad.

Det skyldes, at de sammen med rengøringspersonalet har fået sat stolen for døren. Enten skal de inden d. 11 maj melde sig til en serviceassistent-uddannelse, så de kan løse flere opgaver, eller også vil sygehusledelsen ikke garantere for deres job.

Rengøringspersonalet har sagt ja til uddannelsen - til gengæld har de næsten 200 portører takket nej. Et nej, som kan få konsekvenser, har de skriftligt fået at vide.

Portør Kenn Poulsen, der er tillidsmandssuppleant på Roskilde Sygehus, siger, at flere kollegaer af samme grund er er begyndt at lede efter andre job.

- Vi ser, at vores kolleger forlader os så hurtigt, de kan. Så flytter de til København og arbejder der, siger han.

Medlem af Region Sjællands sygehusudvalg Nicolai Nicolaisen (S) kalder hele fremgangsmåden forrykt.

- Uddannelse skal jo ikke være tvang. Uddannelse skal være tiltrækkende og bestemt ikke noget, man skal tvinge og true folk til, siger Nicolai Nicolaisen.

Hans kollega, næstformand i regionens sygehusudvalg Gitte Simoni (DF), bakker til gengæld op om ledelsen.

- Jeg synes, vi har haft et positivt samarbejde med de ansatte gennem hele planlægningen af uddannelsen, siger hun.

Sektorformand i FOA Karen Stæhr undrer sig over ledelsen i Region Sjælland. Specielt fordi der arbejdes på en helt anden uddannelse til portørerne.

- Vi har lavet en overenskomstaftale med Danske Regioner om at se på mulighederne for at lave en erhvervsuddannelse for portører, så det er altså en meget mærkværdig personalepolitik, man fører i Region Sjælland, siger hun.

Facebook
Twitter