28 arbejdsdage i træk er nu skrottet: Ny overenskomst for Fermern-arbejdere

Efter måneders forhandlinger har 3F landet en aftale med det hollandske selskab Fehmarn Belt Contractors.

Fagforeninger har nu underskrevet en overenskomst for arbejderne, der er ved at grave ud til arbejdshavnen i Rødbyhavn til Femern Bælt-forbindelsen. (© Femern A/S)

Indtil i dag kunne de bygningsarbejdere, maskinførere og andre håndværkere, der de næste mange år skal arbejde på at etablere Fermern-tunnelen, potentielt se frem til at arbejde 12 timer om dagen 28 dage i træk.

Men efter pres fra flere fagforeninger, har entreprenøren nu skrevet under på en overenskomst, som sikrer mere spiselige arbejdstider.

Får fri efter 12 dage

Fehmarn Belt Contractors (FBC) bekræfter i en mail til DR, at de har underskrevet en overenskomst med de forskellige fagforbund, og at de 'har haft en konstruktiv dialog med fagforeningerne'.

Aftalen mellem parterne betyder, at arbejderne på byggeprojektet kan arbejde 10 timer om dagen tolv dage i træk i stedet for de fire uger, som entreprenørfirmaet først havde fået dispensation til.

Og det er vigtigt, at den danske fagbevægelse markerer sig i den slags sager, understreger professor og arbejdsmarkedsforsker ved Københavns Universitet Jens Arnholtz.

- Det er Danmarkshistoriens største byggeri, som skal til at gå i gang. Hvis man allerede nu accepterer, at der er nogle forhold, som slet ikke ligner danske standarder, er det et problem, siger Jens Arnholtz fortsætter:

- Ellers kan det danne præcedens for, hvad andre virksomheder kan gøre i fremtiden, fortæller han.

Vil nu søge job hos Femern-projekt

Jørn Noer er tidligere jord-betonarbejder og er i dag chauffør. Han kører med dumpere og beton.

Han glæder sig over den nye overenskomst. Det har længe kriblet i fingrene hos arbejderen at kunne få lov til at arbejde på Femern Bælt-projektet.

- Det betyder, at jeg har mulighed for at søge et job på Femern-projektet. Nu er aftalen på plads, og ud fra det vil jeg gerne søge et job dernede, siger Jørn Noer.

Overenskomst skal mindske arbejdsulykker

Bjarne Jensen, der er næstformand i 3F Lolland, understreger også, at fagforeningen ikke ville kunne acceptere de lange arbejdsdage, som der først var lagt op til.

- Hvis man skal arbejde i så lang tid, går det udover koncentrationen, og så er der større risiko for arbejdsulykker. Det kan vi ikke have. Man bliver presset fysisk og psykisk, og det kan man ikke holde til som menneske.

Derfor er han også tilfreds med overenskomsten, der blandt andet giver arbejderne mulighed for at holde fri fra skibsarbejdet i tilfælde af dårligt vejr.

- Den nye aftale indeholder, at man arbejder i to uger og så har to fridøgn. Derudover har man kun en 10-timers dag med fuld betaling for 12 timer, fortæller Bjarne Jensen.

Overenskomsten kommer til at gælde for Fehmarn Belt Contractors samt deres underleverandører i hele byggeperioden af arbejdshavnen i Rødbyhavn de næste fire til fem år.

Facebook
Twitter