40.000 i Danmark, Sverige og Grønland hyldede i dag deres lærere

I dag er lærere på flere af landets skoler blevet hyldet på FN's Internationale Lærerdag.

"Hør nu efter". "I dag skal vi lære om kommaer", og "hvem ved, hvor Brasilien ligger"?

Hver dag står tusindvis af lærere og forsøger at lære vores børn alt fra dansk og matematik til geografi og kemi.

I dag bliver de hyldet, som en del af FN's Internationale Lærerdag.

På Boeslunde Skole mellem Skælskør og Korsør havde eleverne rullet den røde løber ud foran skolen, så lærerne følte sig ekstra vigtige lige præcis i dag.

Ifølge Philuca Marie Engel, der går i 2. klasse på Boeslunde Skole, så har de nogle ekstra gode lærere.

- Man er meget tryg ved dem. Man kan komme hen til dem, hvis der er nogen, der kede af det, eller hvis der er noget, man gerne vil fortælle dem.

Børnene havde også lavet et skilt til lærene med ordene "Vi elsker jer". (Foto: Trine Hau Bentsen © Bestyrelsen ved Boeslunde Skole og Børnehus)

Sammen med forældrebestyrelsen havde børnene lavet en særlig velkomst til lærerene i dagens anledning.

- Vi havde også lavet et skilt, hvor der står, at vi elsker lærerne. Vi gav dem også krammere og sådan noget, lyder det fra Philuca Marie Engel.

Jakob Alnor er lærer på Boeslunde Skole og den fine velkomst varmede meget, siger han.

- Det var en skøn overraskelse at se i skolegården. Vi blev modtaget på rød løber og med knus fra børnene og varme kanelgifler.

Sidste år havde skolens forældrebestyrelse sat en æresport op.

- Man bliver meget glad. Vi har en dygtig og sød forældrebestyrelse, der er meget nærværende, og de går op i, at vi også har det godt. Det er dejligt at mærke det gode samarbejde med forældrebestyrelsen. Det er hjerteligt ment, siger Jakob Alnor og fortsætter:

- Det betyder også meget at få et kram fra børnene.

Facebook
Twitter