Årelang strid om giftigt affald i Sorø lander nu hos ministeren

Nu skal miljøministeren tage stilling til sagen om PCB-forurenede betonbrokker fra Sorø.

Jørgen Steen Jensen har 5.500 ton PCB-forurenede betonbrokker liggende på sin ophuggerplads ved Sorø. (Foto: Jørgen Hansen - DR Sjælland)

- Se, det her er ren PCB...

Sådan siger Jørgen Steen Jensen, der med en mejsel skraber en flere centimer lang strimmel af noget elastisk, gråblåt materiale løs fra en ituslået betonklods.

Han er indehaver af Sjællands Autoophug i Fulby ved Sorø. Og har i alt 5.500 ton lignende betonbrokker liggende i meterhøje bunker rundt på den store grund, hvor brokkerne ifølge en kontrakt med Sorø Kommune for længst skulle have været gravet ned.

Den årelange strid om de PCB-forurenede betonbrokker i Sorø havner nu på miljøminister Esben Lunde Larsens (V) bord.

Næstformanden i Folketingets miljøudvalg, den socialdemokratiske miljøordfører Christian Rabjerg Madsen, vil bede ministeren undersøge forløbet.

- Vi skal have kigget på, om miljøtilsynet i denne type sager ligger fornuftigt hos kommunen, når der ikke er mulighed for at anke afgørelser, siger Christian Rabjerg Madsen og fortsætter:

- Det er jo helt almindeligt, at kommuner kan have flere kasketter på i forløb, hvor kommunen står på hver sin side. Men den konkrete sag har givet anledning til forvirring. Derfor vil jeg bede ministeren kigge på sagen, siger Christian Rabjerg Madsen.

  • PCB, som ses her som en tynd, gråblå strimmel mellem beton og armeringsstål, er en forkortelse for Poly-Chlorerede Biphenyler. Det er en uønsket miljøgift. (Foto: Jørgen Hansen © (c) DR)
  • Jørgen Steen Jensen fra Fulby ved Sorø er uenig med Sorø Kommune i, hvor forurenet det leverede materiale er med PCB. (Foto: Jørgen Hansen © (c) DR)
1 / 2

Brokkerne stammer fra en af Sorø Kommunes folkeskoler, der var voldsomt forurenet med den farlige miljøgift PCB, som blev forbudt i 1970'erne, men indtil da var et populært materiale i blandt andet tætningsfuger ved vinduer og døre eller mellem betonelementer.

Da kommunalpolitikerne endelig besluttede at rive den PCB-forurenede skole ned, indgik Sorø Kommune og Jørgen Steen Jensen en kontrakt.

Ifølge den skulle Sjællands Lastvognsophug mod betaling modtage nedrivningsbrokker, hvor indholdet af PCB var så lavt, at brokkerne måtte støbes ned som fyld under oplagspladsen.

Aftalen blev dengang betragtet som en "win-win-situation": Sjællands Lastvognophug fik betaling for at modtage velegnede opfyldningsmaterialer. Og Sorø Kommune slap for større udgifter til deponering på losseplads eller til at fragte PCB-brokkerne til destruering i udlandet.

Og derfra er stort set alt gået galt mellem de to parter.

De kan nemlig ikke enes om, hvor forurenede betonbrokkerne er.

Derfor har de 5.500 ton PCB-forurenede betonbrokker siden 2015 ligget hen under åben himmel på ophuggerpladsen lige udenfor Sorø.

Kommunen har givet flere påbud om nedgravning og truer med politianmeldelse - det seneste påbud har frist til maj.

Men Jørgen Steen Jensen står fast på, at han ikke vil grave brokkerne ned.

- Det leverede materiale er væsentligt mere forurenet, end vi har tilladelse til at modtage, siger han.

Sjællands Lastvognsophug har fået udført egne målinger, hvoraf 40 procent viser højere indhold af PCB end det, der er anført i nedgravningstilladelsen fra Sorø Kommune. En enkelt prøve fra i år er helt oppe på 7.800 gange det tilladte.

Sorø Kommune står stadig fast på den oprindelige miljøgodkendelse og de analyser af PCB-indholdet, som blev foretaget dengang.

Borgmester Gert Jørgensen (K) mener ikke, der er grund til at lave nye undersøgelser.

- På det foreliggende grundlag, nej. Der mener vi, vi har gjort, hvad vi skal, fastslår borgmesteren.